Nytårshilsen 2018

Året 2017 blev året, hvor – på den hårde måde – bevaringsavlen i Danmark blev afsløret som hul og falsk i sin pænhed fra statens side med dyrskue tilskud, glittede pamfletter og museumsdyr på statens ”Det Grønne Museum”, mens kærneområdet: tilskud til avlere - der i det daglige tager vare på vores unikke bevaringsdyr, dag for dag, år ud og år ind – de lever med underskud på tusinder af kroner pr. ko pr. år, indtil de går konkurs og besætning efter besætning ophører med at eksistere: Enten bliver de nu slagtet, eller de spredes her og der, for til sidst at forsvinde, erfaringsmæssigt.

Dyrene har af nutidige bevaringsavlere været opsamlet fra vore forfædre og formødre, der gennem generationer opdrættede dem til de særlige kvægracer, som de nu er, og hvor de på verdensplan kun findes som den eneste race af sin slags - som vores nationale røde danske ko, RDM 1970, og flere særlige danske kvægracer sammen med den. Af samme grund er de på FN`s liste over truede dyreracer, som FN - med Danmarks og stort set alle FN-landes tilslutning - har forpligtet sig på, at de skal bevares med offentlig støtte – en verdensarv, vi skal bevare for dens egenarts skyld og for vore efterkommeres og for biodiversitetens skyld.

Virkeligheden meldte sig således i 2017 med, at besætning efter besætning bukkede under, og flere står formodentlig for tur - efter konkurs eller bare udmarvning af avlere med underskud i driftsregnskabet i hundred tusinder kroner-størrelsen, pga. useriøs statslig støtte. Besætninger, der mister deres bonde eller værested, bliver enten slagtet på stedet eller spredt her og der, for til sidst at forsvinde, erfaringsmæssigt – som nævnt ovenfor; 30 års bevaringsarbejde med vor levende arv forsvinder på den måde og de unikke gener, de er bærere af, forsvinder med dem for altid.

Man behøver ikke være landbrugsøkonom for at kunne regne sig frem til, at det minimale tilskud Danmark bidrager med i direkte støtte til bevaringsavlen, at det betyder underskud i millionklassen for vore avlere. Hvis ikke vores fælles kasse skulle påtage sig opgaven: at sikre vores fælles arv, hvem skulle så sikre vores gamle kvægracer fremover i bæredygtige kvægbesætninger på omk. en 100 dyr, avlsmæssigt forsvarligt?

I de statslige institutioner under Fødevare- og Miljøministerens ansvarsområde, som bevaring af gamle danske husdyrracer hører under, er der tavshed om sagen. Skulle nogen ville rejse spørgsmålet i en offentlig forsamling, som statens institutioner har indkaldt til, så lukker statens repræsentanter helt enkelt munden på de formastelige. Efterfølgende bidrager embedsværket med skriftlig redegørelse for, hvad, der rent ud sagt, skal dække over: brud på de lukkede mundes politik, måske strategi, for området. Med i billedet hører Landbrugsstyrelsens falske eller forkerte angivelse af ydelsestal – meddelt EU i forbindelse med godkendelse af rammer for tilskud til konkret bevaringsavl med bl.a. vore gamle kvægracer i Danmark.

De anvendte ydelsestal har intet med de bevaringsdyr, som vore avlere har stående i staldene eller gående på markerne, at gøre – de er hentet fra en elitebesætning en gang i fortiden – oplyser Aarhus Universitet.

Enevældens tid er trods alt forbi. Det burde en ”lukket mund”-politik også være, selv dér hvor nogen forfalder til det, eller bliver presset til det. Hvad ved jeg? Der er om på noget tidspunkt brug for, at Gamle Danske Husdyrracer satser på og gør sig til garant for en åben og ærlig snak om seriøs bevaring af vore gamle danske husdyrracer. Det skal ikke kun være for nok så dedikerede ildsjæles skyld, men for sagen og opgavens skyld!                                                                                                                                              Webmaster

Gå til toppen

logo