af Stig Benzon taget fra Tidsskriftet Gamle Danske Husdyrracer marts 2004 19. årgang nr. 1

I anledning af Kristen Touborg Jensens tragiske bilulykke med døden til følge bringer vi denne artikel:

"Danmarks Malkepige"

Når man beskæftiger sig med gamle husdyrracer og gennem tiden har haft kontakt med mange ældre landmænd desangående, hører man ikke blot om selve dyrene, men også i ny og næ gode fortællinger, der knytter sig til dem. Således er jeg ikke sjældent stødt på historier om "Danmarks Malkepige", samtidig med, at et uforklarligt lys tændtes i øjnene på de aldrende herrer, som de var født på ny: Pigen fra nord med den særlige karisma, som systematisk i 30èrne og 40èrne drog fra egn til egn over det ganske land og samlede gårdenes unge for at lære dem en bedre håndmalkningsteknik, samtidig med, at de fik et par, nogle gange tiltrængte ord om mælkehygiejne med på vejen.

Godt nok var der generelt i Danmark sket væsentlige fremskridt på området, siden præsten og digteren, Steen Steensen Blicher, ligefrem benævnte malkepigerne en "forvorpen klasse", Mette Malkepige kom frem, var forholdene på området acceptable!

Nu kan man spørge, hvad der havde givet hende pondus til at sætte sig respekt rundt om i staldene over for livlige karle, og hvad der fik en enlig pige fra Limfjordsegnen til at påtage sig et sådant landsomfattende korstog mod mælkens skadelige bakterier og den dårlige håndmalkningsteknik, "strippemalkning".

 Svaret skal givetvis findes i Mettes helt specielle opvækst på Klostermølle i Gudum ved Lemvig, som var noget af en lokal folkelig og kulturel oase, hvor man var vant til personer af enhver slags: Dels fra skænkrstuen, hvor folk fra nær og fjern hyggede sig med brændevin og røg, mens de ventede på, at deres korn blev malet, dels fra faderens politiske møder på gården eller fra de hyppige besøg af tidens forfattere, som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.

I modsætning til gårdmandspiger fra så mange andre steder på den tid, var Mette allerede fra barnsben oplært til at deltage i pasningen og håndmalkningen af slægtgårdens kvæg - vandmøllens 12 røde danske malkekøer. Den gæve malkepiges håndelag var altså i orden hjemmefra, og kræfter var der i de spinkle kvindehænder: Hendes håndtryk var så fast, at mange af de unge bondeknøse vred sig af ømmelse, når hun i forbindelse med sin ankomst skulle hilse på sine nye elever. Hvor hun end kom frem, satte hun sig således i respekt fra første færd.

Var der nogen imellem, som alligevel blev lidt uvorne eller ikke havde udført malkearbejdet tilfredsstillende, var hun ikke bleg for at gribe til "pistolerne". Ikke dem med krudt og kugler, men dem der var for hånden i form af køernes patter, som hun havde lært sig at rette mod sine mål med så stor en præcision, at hun til enhver tid kunne placere en straffende varm hvid stråle i fjæset på hvem som helst hun ønskede at tilrettevise.

De hygiejniske aspekter i Mettes undervisning, må i vore dage stå klare for enhver, hvorimod de færeste her i malkerobotternes tidsalder kender til, at god håndmalkning fremmer mælkeudbyttet og fedtmængden. En grundig eftermalkning, hvor koens yver løftes og masseres, akkurat som når den forslugne kalv presser på for at få en tår ekstra, kunne ikke blot give en bedre yversundhed, men også en ekstra ydelse på 1,5 l daglig. Endda af den fedeste mælk, som gemmer sig tilsidst. Og hvem tænker idag over, "at lystig sang til malkearbej-det virker lige så godt på køernes ydelse som regimentsmusik på soldater".

I starten var det dyrlæge Hegelund, der omkring overgangen til 1900-tallet forsøgte at gøre op med den udbredte, ineffektive og pattenedbrydende "strippemalkning", hvor mælken med to fingre slæbes ud af patterne. Istedet satte han gang i bestræbelserne på en bedre håndmalketeknik. Hegelund påstod dengang, at 90 pct. af Danmarks mandlige ungdom ikke forstod at malke, og at der var tusinder af danske kobesætninger, hvis årlige mælkeudbytte kunne øges betydligt, dersom de unge fik det ordentligt lært.

Da Mettes brødre, Sigurd og Aksel, var inde i det veterinære miljø som professorer i henholdsvis jordbundslære og kemi ved Den Kgl. Veterinære Landbohøjskole, var det dem - først og fremmest Sigurd - der havde åbnet hendes øjne for, at der lå en betydningsfuld opgave og ventede på, at nogen tog den op. En opgave, som ikke altid var lige nem.

Fra gammel tid havde staldarbejdet stadig sine steder haft en lav prioritering. Førhen var røgteren ofte den, som man ikke turde betro andet arbejde, og ikke sjældent varetoges arbejdet af evnesvage, som levede deres liv i de mørke, lavloftede og uhumske stalde. Selvom sådanne røgtere var ved at være skiftet ud med fodermestre, da Mette begyndte sit virke, var der nok at få sat skik på for en frisk pige med gåpå mod: Køerne skulle sikres god forplejning med et tørt og frisk strøet leje, udluftningen skulle være i orden. Om end man måske ikke kunne forlange porcelænsfliser og elektrisk lys, så hørte en ren stald til de grundlæggende begreber.

 2xx

Mælkejunger og gl. dags lokum side om side, - en uheldig anbringelse!

malkeren på vej på arbejde

Malkeren på vej på arbejde

Endvidere skulle man sikre sig at malkeredskaberne var rengjorte og blev holdt adskilte fra lokummet. At malkerne mødte op til arbejdet i renvasket tilstand, ikke mindst med rene tørre hænder, og klippede rensede negle var et krav. Ordentlige i tøjet - helst med hvidt forklæde eller kittel, ligesom et tørklæde eller en hat hørte med til udstyret.

Ergonomien blev der også taget højde for, så malkeren kunne yde sit bedste og ikke blev for øm i ryg og skuldre. Malkeskamlen skulle således have den rette højde, hverken for lav eller for høj. I egne, hvor malkestolene af gammel tradition var høje, var en af Mettes første ordrer derfor, at få hentet saven og kortet af benene.

Malkningen måtte aldrig foregå under eller lige efter fodring eller udmugning, hvor luften var fuld af støv og grim lugt, og kunne fylde spanden med en usynlig regn af snavs og bakterier. Køerne skulle holdes klippede og striglede, ligesom yveret og koens flanker skulle tørres af med kluden inden malkningen. Endelig var det vigtigt, at malkearbejdet foregik i en god atmosfære til præcise tider og tre gange i døgnet, med 7 - 7 og 10 timers mellemrum, for køerne er skam vanedyr, der straffer med nedsat ydelse, dersom denne regel ikke overholdes!

Malketeknikken

Først når alle disse ting var på det rene, kunne man ved koens højre side sætte sig godt til rette på skamlen med spanden mellem benene, læne sit hoved mod dyrets lune flanke og gribe til patterne.

Malkedemostrationx

Der var altid fyldt med tilskuere når "Danmarks Malkepige" holdt malkedemostration på dyrskuerne.

Mette Touborg Jensen malker

I en lys og ren stald med rene køer er malkearbejdet en fornøjelse.

 Nyde lyden af de koncentrerede stråler, der med hændernes jævne og skiftende tag presses fra det hyggeliget gumlende dyr. Først den skarpe tone fra metalspandens bund, som snart efter forvandles til en rigt plaskende og mere rummelig lyd, mens den skummende mælk langsomt og sikkert stiger mod spandens rand.

Mette pointerede, at det er vigtigt, at malkeren får sat sig så langt nede i båsen og så tæt inde under koen som muligt, da patterne skal være direkte over spanden. Der bør malkes med fuld stråle, og for at opnå dette, er det nødvendigt, at man med pege- og tommelfinger lukker tæt af for mæken foroven. derefter trykkes langfingeren, samt derpå ring- og lillefingeren ind mod håndfladen, således, at patten klemmes fuldstændig sammen fra oven og nedad. Det nederste af malkerens hånd skal altid være så nær pattespidsen som muligt, da ringmusklen så lettere åbnes fuldtud. Hvis malkeren åbner hånden lidt på halvvejen, bliver strålen tynd og fin, og ringmusklen trækker sig i det lange løb mere og mere sammen, og koen bliver hårdmalket. Man begynder langsomt, da mælken så hurtigt falder til yveret. Når mælken er faldet godt til, malkes så hurtigt som muligt med fuld stråle. Først forpatterne og derpå bagpatterne. Derefter skifter man med for- og bagpatter, og jo mindre strålerne bliver, des højere griber man skiftevis med hænderne op i yveret, og jo langsommere går det uvilkårligt.

 Når der ikke er fuld stråle længere på denne måde, skal den såkaldte renmalkning begynde. Yveret løftes med begge hænder samtidigt så højt mod bugvæggen som muligt, medens man fatter ganske løst om patterne. Ved denne løftning af yveret presses hulrum og udførselsgange tæt sammen, og mælken løber da af sig selv ned i mælkekammeret, og malkeren trykker den så ud gennem ringmusklen på sædvalig måde. Kan man ikke på denne måde få mere mælk, masserer man med begge håndflader til sidst yveret godt fra for- til bagyver og fra oven og nedad. Derved får man drevet den sidste del af mælken fra yveret ned i patten.

Maskinmalkning var tydeligvis ikke Mettes store nummer. For dem der imidlertid var blevet mekaniserede, var detr vigtigt for hende, at gøre opmærksom på, at maskinen kunne skade patterne, hvis man lod den sidde på for længe, og at eftermalkning med hånden også ved denne metode var vigtig.

I radion fortalte Mette lytterne: - "For at få passet en malkemaskine godt, er det nødvendigt dertil at have en fuldt kvalificeret håndmalker, som forstår malkningens ABC fra A til Z. Maskinpasseren skal foruden at kende maskinen kende sine køer ud og ind; vide, hvilken ko der er blødmalket, og hvilken der er hårdmalket. Hvor meget mælk, de forskelligr køer har osv.

Det hele var selvfølgelig meget lettere, hvis alle køer var lige så ens som 12 par kopper af et kaffestel!".

"Danmarks Malkepiges" hjertesag og store mission i landbruget er et forlængst overstået kapitel. Hun gjorde et kæmpe arbejde for en ussel løn, blev senere kontrolassistent i Øster Lindet, overlægefrue i Brædstrup og gennem en snes år radikalt amtsrådsmedlem i Vejle, herunder viceamtsborgmester. Jo, der var krummer i den pige lige til det sidste.

 Mette Touborg Jensen 

"Danmarks Malkepige", fru Mette Touborg Jensen, her fotograferet i en senere alder, hvor malkeskamlen forlængst er udskiftet med viceamtsborgmesterstolen.

Klostermølle

 For at opleve det spændende sted, hvor Mette voksede op, er jeg sammen med bladets redaktør, Susanne Kristensen fra Brovst, taget op til Klostermølle. Og hvem sidder dér for bordenden i den gamle hyggelige møllegårds folkestue og fortæller om livet i gamle dage, mens vi lader os beværte med dej-lige varme æbleskiver og kaffe? Ingen ringere end den kendte landmand og folketingsmand, Kristen Touborg Jensen, fra SF! Mette Touborg Jensen, som var "Danmarks Malkepige"s rette navn, var nemlig faster til Kristen. Måske ikke så underligt, at Kristen førhen dårligt kunne vise sig ved et politisk arrangement i et forsamlingshus, førend nogle af de ældre tilstedeværende bønder fik føromtalte uforklarlige lys i øjnene og lige skulle høre, om han var i familie med malkepigen af samme efternavn.

Kristen, der er 6. generation på Klostermølle, nævner, at den første mølle på stedet blev opført tilbage i 1400-tallet af Gudum Kloster, og at den forblev i klosterets eje indtil 1757, hvor der blev holdt auktion over dele af klosterets gods, og den kom i familiens eje - dog i de første generationer på spindesiden.

I 1829 ramtes Klostermølle af en katastofe: Møllesøens dæmning brød sammen på grund af presset, efter at overdådige mængder af sne og is smeltede, og hele møllehuset samt beboelsen blev revet væk af vandet. Så meget tryk var der på, at en del af bohavet drev helt ned til Hauskov, ca. 4 km fra møllen

Tingene blev iøvrigt reddet i land af Kristens oldefar, Jens Jensen Hauskov, som senere gifter sig til stedet og i 1835 genopfører møllegården samt bringer indboet tilbage. Efter konens død, gifter Jens Jensen Hauskov sig i 1854 med Karen Kristensen Touborg. Det cer altså ved denne lejlighed, at det Touborg´ske navn rykker ind på Klostermølle. 

Den første Kristen Touborg Jensen blev født i 1865, og det er ikke uden en vis stolthed, at vor nuværende Kristen omtaler sin bedstefar af samme navn. Hvordan hele hjemmet i hans tid var præget af højskole- og valgmenighedsånd, og at han var med til at sætte gang i andelsbevægelsen og brød med partiet Venstre for istedet at blive medstifter af Det Radikale Venstre.

Kristen Touborg Jensenx

Kristen Touborg Jensen

På mit spørgsmål om, hvordan et så radikalt hjem pludselig kunne fostre en SFér, breder der sig et lunt smil på Kristens læber, som om det ikke er første gang dette spørgsmål stilles ham. Så svarer han friskt: - "Jo ser Du, jeg er sikker på, at havde det været i dag, var bedstefar bestemt blevet SFér". 

 1xx

Maleri af Klostermølles 12 RDM- køer, der vender hjem fra marken

2x

Klostermølle - Maleri af "Mette Malkepige"s barndomshjem.

3x

Kristen Touborg Jensen foran den restaurerede vandmølle

4x

Anna Marie venter på at Kristen skal få skiene på, så de kan komme afsted på tur.

Jeg kan godt høre, at jeg ikke skal bevæge mig længere ind i politikkens mysterier, og vi skifter hurtigt emne til det, det drejer sig om: - Faster Mette, gården og køerne.

Kristen fortæller, at han, lige som sine søskende så sandelig også som barn fra 8 - 9 års alderen deltog i det daglige håndmalkningsarbejde. Han mindes den særlige stemning, når familien var samlet om dette arbejde. Til hverdag tog moderen og faderen, Petrea og Laurids Touborg Jensen, sig af morgenmalkningen og børnene af aftenmalkningen. Kristen kunne dog ikke mindes, at faster Mette viste sig i stalden når hun var på besøg. Hun viste jo også, at der ikke var behov for at lære familien noget i det hjem, hvor hun selv i tidernes morgen havde lært at malke.

Efterhånden som alle på egnen fik malkemaskine, mente Kristen også, at der skulle moderniseres på Klostermølle, men det var hans far imod. Først i 1959, da Kristen var 16 år, fik han gennemtrumfet købet af en malkemaskine af fabrikatet "Effektiv", men kun eet eksemplar, som Kristen alene kunne anvende. Faderen brød sig stadig ikke om detr nymodens pjat, og fortsatte troeligt til sin død med håndmalkningen. Nu skulle man tro, at det var Kristens "Effektiv" der var mest effektiv, men nej, når de to kappedes om at blive først færdig med hver deres række, var det ofte faderen, der løb af med sejren. "Jeg drillede dog far med, at det måske var fordi de letmalkede køer stod i hans række", fortæller Kristen med et glimt i øjet, og tilføjer: - "Malkemaskiner var nu heller ikke dengang så effektive, som idag".

Kristen viser plancher

Kristen Touborg Jensen fortæller, at Klostermølle har været i familiens eje i 6 generationer. Vandmøllen er restaureret for en formue - nu mangler hjulet blot.

Efterhånden blev besætningen af Rød Dansk Malkerace forøget fra 12 til 20 køer. Iøvrigt stod egnens foreningstyre på Klostermølle, så der var altid gode tyre ved hånden.

Kristen holdt meget af den røde race, men fra 1973, da det politiske arbejde for SF krævede sin mand, droppede han mælken og krydsede over til bøfdyr af Limosine-racen, som lettere lader sig passe af fodermesteren, der også i husbonds fravær skal se efter ørrederne i den gamle mølledam og svinene i stalden. Sidstnævnte arbejde tager lidt mere tid hér end så mange andre steder nu om stunder, for Kristen og hans kone, Anna Marie, ønsker ar der skal strøes godt med halm i stierne, så alle befinder sig godt. Anna Marie har iøvrigt også meget andet at gøre end at nyde landmandslivet. Ligesom hendes mand, er hun bidt af politik og bestrider posten som Amtsrådsmedlem. Til alt held er hun inden for samme parti som Kristen, så der ikke, når ægteparret endelig har tid til at være sammen, skal udbryde fløjkrig.

 Inden vi har drukket kaffen færdig for at gå ud og tage vandmøllen og skænkestuen nærmere i øjesyn, får vi også snakket lidt "husdyrbevaringspolitik", og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Kristen Touborg hører til dem, der gerne gør sit for at skabe politisk forståelse for de røde køers og de andre gamle husdyrracers bevarelse.

Selv har han haft rigeligt at gøre med møllens bevarelse, hvilket vi snart får et indtryk af, da vi bliver lukket ind i møllens indre og ser, hvor meget familien og støtteforeningen har måttet gøre ved konstruktionerne. Ellers var stedet simpelthen faldet sammen.

Skænkestuen, som jeg i første omgang fejlagtigt går ud fra, er Kristens personlige "Snapseting", viser sig at være tørlagt. Istedet er der fine plancher om stedets historie og møllens restaurering som besøgende kan glædes over.

Døren til mølle og skænkestue står i øvrigt åben for alle interesserede. Vi står i snevejret og takker for rundvisning, spændende fortælling samt Anna Maries gode æbleskiver, mens Kristen spænder skiene på. Kristens søster har bedt dem kigge forbi, og da ægteparret elsker at løbe på ski, benytter de sig af vejret til at komme på langrend. Kort efter glider de to gæstfri gårdejere raskt afsted ad den gamle landevej i den smukke sneklædte natur bag møllegården, for snart efter at forsvinde af syne, mens vintermørket så småt sænker sig. Tænk, at historien om en malkepige skulle give os en så uforglemmelig oplevelse!

Gå til toppen

logo