Vedr. "Rapport fra Strategiudvalget for udarbejdelse af strategi for bevarelse af husdyrgenetiske ressourcer", Direktoratet for FødevareErhverv, februar 2002.

Nedenstående vurdering går i første omgang ud fra det kommissorium, som det nedsatte strategiudvalg (herefter St.U) har arbejdet ud fra.


Af rapporten fremgår, at de to afgørende retningsgivende udgangspunkter er Rio-konventionen om biodiversitet (herefter FAO), samt den internationale evalueringsrapport, juni 2002, der er blevet udarbejdet på foranledning af Fødevareministeriet (herefter IEC).
Som det vil fremgå af nedenstående argumentation, har St.U imidlertid på afgørende punkter fraveget de anbefalinger, som disse to dokumenter indeholder, således at rapportens konklusioner er i strikte modsætning til disse anbefalinger. Denne St.U´s argumentation for at gå på tværs af det stillede kommissorium bygger på en stærk selektiv udvælgelse af data og videnskabelige anbefalinger.


Foreningen GDHs påvisning af denne fremgangsmåde er koncentreret om følgende hovedpunkter:


1) In situ bevaring kontra cryokonservering.
2) De private avleres placering i bevaringsarbejdet.
3) De af St.U opstillede budgetter.

1. In situ bevaring kontra cryokonservering.


A.


Rapportens afgørende konklusion desangående fremgår af pkt. 5.a. "Metodevalg", (p. 10). Heri står:


"På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at disse tre mål tilgodeses bedst ved at gennemføre en strategi, der primært baseres på cryokonservering af truede racer." (min understregning, RD).


Dette til trods for, at FAO utvetydigt anbefaler bevaring in situ som første prioritet, hvad der også fremgår af rapporten selv, p. 5-6:


"...idet det dog af præambelen kan læses, at in situ bevaring er at foretrække"...."Det fremgår dog af konventionens artikel 8 og 9, at in situ bevaring har prioritet over ex situ bevaring, om end de betragtes som komplementære."...(p.6) "Dokumentet præciserer også, at prioriteten er in situ bevaring, medens ex situ bevaringen opdeles i ex situ in vivo bevaring, som i praksis vurderes som tildels overlappende for husdyrområdet, og ex situ cryokonservation, som betegnes at have laveste prioritet."


Når St.U mener at kunne sidde disse klare anbefalinger overhørig, skyldes det i første omgang, at udvalget mener, at (p.5)


"Det er imidlertid uklart, hvorvidt denne betragtning rækker videre end til de vilde arter, hvor bevaringen af habitatet som sådant nødvendigvis har større betydning end det er tilfældet for de domesticerede eller kultiverede arter."


At denne skelnen mht. FAO´s hensigter er uholdbar, fremgår kun få linier længere nede i rapporten i forbindelse med citat af FAO´s definition på in situ (p. 5):


"In situ defineres således som Œconditions where genetic ressources exist within ecosystems and natural habitats, and, in the case of domesticates or cultivated species, ind the surroundings where they have developed their disitinctive properties¹". (min fremhævning, RD).


(IEC deler helt og fuldt FAO´s opfattelse, jvf. IEC pkt. 5.3 "In situ bevaring": "Imidlertid sikres en bæredygtig bevaringsstrategi bedst ved fortsat udvikling og anvendelse af en race i dens oprindelige miljø.")


Af denne formulering fremgår, at FAO´s rekommandation af in situ bevaring ikke alene omfatter husdyrene, men at FAO tilmed klart definerer, hvad denne specifikke in situ bevaring omfatter.
En anden udlægning er alene mulig ved hjælp af bevidst manipulation. Derfor er det direkte misvisende, når St.U (p.10, pkt. 5.a. Metodevalg) tillader sig at konkludere:


"Som der er redegjort for i afsnit 2 baserer biodiversitetskonventionen sig på en prioritering af levende bevaring frem for cryokonservering. Det er udvalgets opfattelse, at konventionens prioritering af levende bevaring i vid udstrækning tager sigte på at sikre opretholdelse af sammenhængende økosystemer og de dertil hørende driftsformer. Under danske forhold er disse hensyn ikke særlig aktuelle på husdyrområdet."


For det første: Det fremgår ikke af St.U´s "redegørelse" i afsnit 2, at opretholdelse af sammenhængende økosystemer er hovedsigtet med FAO.


For det andet: Der er ingen dækning for heraf at udlede, at in situ bevaring i genbevarende henseende er overflødig, hvad St.U konkluderer i og med, at der alene henvises til forskningsmæssige og kulturelle aspekter som argument for at bevare (ganske små) levende bestande.


For det tredje: I St.U´s pkt. 6 "Sammenfatning" står: "Det er udvalgets opfattelse, at man....herigennnem (vil) bidrage til sikringen af kulturlandskaber og økosystemer", hvilket vil sige, at St.U stik imod det hævdede indrømmer sammenhængen også i Danmark mellem in situ bevaring og økosystemer.


For det fjerde: At komme til St.U´s konklusion forudsætter en selektiv fortolkning af det foreliggende materiale.


B.


St.U´s andet argument for at udfase in situ bevaringen og lade bevaringen hvile på cryokonservering (stadig på trods af FAO´s og IEC´s anbefalinger), fremgår ligeledes af 5.a. (Metodevalg, p.6):


"Det er samtidig udvalgets opfattelse, at den tekniske udvikling inden for cryokonservering på afgørende vis har ændret de tekniske forudsætninger for arbejdet med bevaring af genressourcer siden biodiversitetskonventionen blev undertegnet i 1992."


Hertil skal først knyttes følgende principielle betragtning:


Den danske regering har underskrevet og ratificeret en international konvention, som indebærer en række forpligtelser for landet, in casu i overensstemmelse med FAO´s anbefalinger at bygge husdyrbevarelsen på in situ bevaring.


Dette rejser to spørgsmål.


1) Om det retsligt holdbare i, at en ad hoc nedsat arbejdsgruppe simpelthen skrotter disse forpligtelser til fordel for, hvad den anser for mere formålstjenligt og med henvisning til at konventionen er ti år gammel? Så vidt GDH er underrettet, har Danmarks Rigs Grundlov på trods af sine snart 154 år stadig uanfægtet gyldighed.


2) Om et ministerium uden et klart forbehold kan tillade sig at udsende en rapport med en sådan anbefaling?


For Foreningen GDH synes dette i høj grad tvivlsomt og ser derfor frem til, at der fremkommer et eksplicit svar på disse to stillede spørgsmål.


Hvis argumenterne for en ganske anden prioritering forekommer holdbare, må fremgangsmåden formodes at være, at Danmark retter henvendelse til FAO med forslag om, at konventionen ændres på dette punkt, og først derefter, og under forudsætning af at ændringsforslaget er optaget i konventionen, kan skride til implementering heraf. En selvstændig omlægning uden disse forudsætninger må vurderes som simpelt brud på konventionen.


Men er der overhovedet videnskabelig dækning for den af St.U foreslåede omprioritering?


Som det fremgår af ovenstående citat, bygger St.U´s konklusion på angivelige tekniske udviklinger foretaget indenfor de seneste ti år (1992-2002). Det vil sige, at man på grundlag af tidsmæssigt så begrænsede erfaringer foreslår, at den af FAO anbefalede in situ bevaring skrottes.
En vurdering af en sådan anbefaling må ses på baggrund af intentionen bag Rio-konventionen.


Kortfattet kan den opsummeres som følger: Den eksplosive vækst i teknologisk formåen, der har kendetegnet de seneste to århundreder og i særdeles tiden efter 1950, har tydeligvis haft omkostninger (i Rio-sammenhæng en bekymrende reduktion i antallet af dyre- og plantearter). Selvom teknologien har givet menneskeheden utallige fordele må man derfor nødvendigvis kalkulere med, at den også kan have uforudsete og dermed uoverskuelige konsekvenser, hvorfor man som en forsikring må bevare så megen oprindelig natur som muligt og i en så oprindelig tilstand som muligt.
Dette er baggrunden for FAO´s anbefaling af bevaring in situ.
At FAO samtidig anbefaler cryokonservering er ikke på nogen måde tænkt som et alternativ men alene som en back-up til in situ bevaringen, for uanset hvor sikker den til enhver tid dominerende videnskab kan være på sine metoder, er det netop en grundlæggende usikkerhed om deres holdbarhed og konsekvenser, der ligger bag Rio-konventionen. At de to metoder skulle være "komplementære", således som St.U udleder (jvf. ovenfor citerede), er derfor misvisende.


Set i dette lys, er det en, ikke mindst i denne sammenhæng, hasarderet påstand, St.U´s overvejelser (pkt. 4.b, p. 10) munder ud i:


"Det er vigtigt at bemærke, at selv om en levende population måtte gå til grunde, vil den til enhver tid (undertegnedes fremhævning, RD) kunne gendannes ved hjælp af det cryokonserverede materiale."


For at nå frem til denne konklusion, benytter St.U sig da også af en stærk selektiv fortolkning af kilderne kombineret med et lige så stærkt farvet ordvalg. Således skal opmærksomheden henledes på, at pkt. 4, "Metoder til bevaring af genressourcer" indeholder to vurderinger af "Cryokonservering" (pkt. 4.a.) og to af "Levende bevaring" (pkt. 4.b) og at St.U. i denne forbindelse overhovedet ingen omtale har af risici i forbindelse med cryokonservering, mens der udelukkende omtales risici i forbindelse med den levende bevaring.
Dette er hverken videnskabeligt eller retledende.


Pkt. 4.a. (p. 9) indeholder en så selektiv udvælgelse af tilgængeligt materiale, at de må fremhæves:


"Som det fremgår af appendiks I og II er der i dag ingen tekniske problemer forbundet med hverken udtagningen eller med selve nedfrysningen af avlsmateriale....Ifølge appendikserne regner forskerne med, at det formentlig kun er visse former for baggrundsstråling, der vil kunne nedbryde nedfrosne cellers DNA.


Det nedfrosne materiales holdbarhed er meget betydelig, sandsynligvis tusinder af år, uden at miste sit reproduktive potentiale. Med hensyn til anvendelsen af nedfrosset vævsmateriale forventes det, at mange af de nuværende problemer med voksen kloning vil blive løst i fremtiden. Det forventes således, at der ved hjælp af celler af nedfrosset væv vil kunne dannes levedygtige individer."


Kommentar:
I betragtning af, at cryoteknik, som St.U selv noterer, kun har været i anvendelse gennem 40-50 år, forekommer det mildt sagt dristigt at fastslå dette materiales holdbarhed og reproduktive evne til "sandsynligvis tusinder af år", ikke mindst da denne formodning bygger på (Jvf: Appendiks I, p. 25) et enkelt forsøg med mus, hvori museembryoner blev udsat "for det der svarer til 2000 års baggrundsstråling". Således byggende på eksperiment og ikke erfaring.
Heraf at udlede, at "regner forskerne (OBS.: i bestemt form) med...." er manipulation.
En tilsvarende manipulation, byggende på en tilsvarende selektiv brug af kilderne (endog af de i appendikserne citerede) knytter sig til de store forventninger St.U har til kloningsteknikken.
Denne teknik er som alment bekendt, efter den kortvarige eufori i forbindelse med fåret Dolly¹s fødsel, løbet ind problemer så massive, at de kan ligne en mur (ref. adskillige artikler i dagspressen, specielt dagbladet Information). De lider af uforudsete sygdomme og defekter (Dolly er som bekendt netop død), kun ganske få celleindsættelser fører til fødsler etc.. Alligevel konkluderer to af St.U´s medlemmer (Appendiks I): "man kan tænke sig stort set alle vævs- og celletyper benyttet til dette formål. Har man samtidig rådighed over oocyter, vil man have et enestående redskab til at genskabe dyr".
Disse konklusioner drages til trods for følgende vurderinger v/Henrik Callesen i appendiks II, hvori han gør status for kloningsmetodens status i dag: "Det har vist sig, at der skal et særskilt udviklingsarbejde til for at kunne anvende metoden på hver ny dyreart (hidtil er der som anført af HC kun født afkom af syv dyrearter, RD), både med hensyn til celledyrkningen, men ikke mindst i forbindelse med selve kloningen. De problemer med levedygtighed, der er nævnt i forbindelse med in-vitro produktion, gælder i endnu højere grad med klonede embryoner." (p. 27)


Om in vitro produktionen skriver Henrik Callesen (p.26):


"På flere og flere dyrearter findes i dag en rimelig velfungerende (mine fremhævninger, RD) metode til laboratoriemæssigt udvikling af embryoner ud fra oocyter....Der er dog stadig problemer med levedygtigheden af sådanne producerede embryoner og af de resulterende fødte afkom. Tendensen synes dog klart at være, at disse problemer alene er en forøgelse af allerede kendte problemer, og at hyppigheden af deres forekomst er meget varierende mellem forskellige laboratorier, men generelt er faldende."


Denne énsidige betoning af cryokonserveringens fordele hviler på yderligere to fortielser.


Den ene er den åbenlyse, at cryokonservering forudsætter en stabil energiforsyning, idet længerevarende udfald og destabilitet kan forårsage mangel på flydende nitrogen, således at det oplagrede materiale går tabt. At basere bevaringsarbejdet primært på cryokonservering er følgelig højst risikabelt, ikke mindst i de tidsperspektiver, St.U opererer med, nemlig årtusinder. Blot ved en vurdering af det mere beskedne mål i skikkelse af et enkelt årtusinde og ved at kaste et blik på Europas blodige og omvæltende historie siden år 1000, fremgår det, at denne teknik i videst muligt omfang må suppleres med in vivo bevaring.


Den anden fortielse vedrører det forhold, at levende bestande i samspillet med miljøet tilpasser sig udviklingen og/eller udvikler immunitet overfor nye påvirkninger, mens dette ikke er tilfældet for cryokonserveret materiale, som derfor kan vise sig ulevedygtigt i det miljø, det fødes ind i. Blandt de mange faktorer, der kan få indflydelse, skal blot noteres klimatiske forandringer, jvf. klodens stigende temperatur, ændringer i ozonlaget, samt det voksende antal iagttagne sygdomsmutationer, som registreres i disse år.
At St.U ikke har inddraget dette helt afgørende aspekt i afvejningen af cryokonservering kontra in vivo bevaring, beror imidlertid ikke på en forglemmelse, alternativt: videnskabelig inkompetence. Dette fremgår af pkt. 5.a. (p.10). Citat:


"Denne konservering (ie. cryo-k.) kombineres med en levende bevaring af de racer, der anses for at have den største kulturhistoriske interesse, og for at sikre at også disse racer løbende kan tilpasse sig skiftende miljøforhold." (min fremhævning, RD).


St.U er således klar over dette problem knyttet til cryokonservering, alligevel nævner St.U det hverken ved vurderingen af cryoteknikken (pkt. 4.a) eller i forbindelse med anbefalingen af denne metode, og St.U undlader følgelig at drage de konsekvenser, som heraf må drages, nemlig at der må og skal opbygges tilstrækkelig store populationer, som kan sikre bestandenes overlevelse.


De størrelser på bestande, St.U eksplicit kalkulerer med, og som følgelig må ses som udtryk for den generelle standard gældende for alle racer, nemlig 60 køer for to kvægracer, er langt mindre end de standarder, internationale bevaringsforskere anbefaler.
Disses vurderinger kan svinge noget, ikke mindst arternes imellem, men ligger alle betydeligt højere end de af St.U anbefalede størrelser. Ikke desto mindre undlader rapporten ganske at oplyse om dette forhold, der er end ikke en reference til Rare Breed International¹s vurderinger.
Uden hensyntagen til internationale erfaringer og viden på området, hæver St.U i Appendiks III sine egne teorier til norm. Uden yderligere argumentation hævdes det, at "Der er kun marginale fordele ved at have mere end 40 til 50 køer". En videnskabelig redelig fremgangsmåde må indebære, at der argumenteres for et sådant synspunkt med henvisning til alternative teorier, ikke mindst når det, som i dette tilfælde er et kontroversielt synspunkt, men St.U fremfører sit synspunkt som en videnskabelig kendsgerning.


Eftersom St.U´s rapport er rådgivende for Fødevareministeriet, jvf. kommissoriet, vurderer Foreningen GDH, at St.U´s brug af kilder og de konklusioner, der drages på grundlag af den åbenlyst selektive udvælgelse, er i strid med god videnskabelig skik. Vi skal derfor informere Ministeriet om, at jævnsides med indsendelsen af dette høringssvar, indgiver foreningen en klage til UVVU, Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.


2. De private avleres placering i bevaringsarbejdet.


Indledningsvis tillader GDH sig at udtrykke forundring over sammensætningen af det af ministeriet nedsatte "Strategiudvalg". Forundringen skyldes den klare anbefaling i IEC (pkt. 2.0 "Resumé"): "Bedre inddragelse af alle interessenter i beslutnings- og styringsprocessen." Til trods for dette er ingen avlere af gamle husdyrracer optaget i udvalget så lidt som at avlerne er blevet konsulteret af udvalget.


I denne forbindelse tillader vi os at udtrykke forundring over Fødevareminister Mariann Fischer Boels svar til Folketingets Fødevareudvalg (Spørgsmål 179, 6/2 2003). Heri argumenterer ministeren for, at avlernes indflydelse skam er tilgodeset med forslaget til et nyt genressourceudvalg. Hvis ministeren eller hendes embedsmænd havde gjort sig den ulejlighed at sammenligne sammensætning og udpegning af dette udvalg med det eksisterende, ville de opdage, at der intet nyt er. Heller ikke i det nye udvalg er der mulighed for at avlerne selv eller avlerforeninger direkte kan indvælge medlemmer af udvalget. Dette skal ses i lyset af IEC´s "Anbefaling 11", IEC p. 26):


"Etabler et nyt udvalg til udformning af strategien til styring af husdyrgenetiske ressourcer i Danmark med en balanceret sammensætning. Udpeg forskellige medlemmer fra statslige organisationer, ikke-statslige organisationer og avlsorganisationer i samme antal (f.eks. tre fra hver) i henhold til demokratiske procedurer. Det anbefales, at en husdyravler med bevislige evner inden for kommunikation og avl udpeges som formand for udvalget, der skal forestå den nye strategi." (Mine udhævninger, RD)


Hermed må vi notere os, at Fødevareministeriet har siddet IEC´s anbefaling overhørig, skønt den har været såre enkelt at implementere i denne fase.


Desværre må vi konstatere, at denne tilsidesættelse ikke kan bero på en tilfældighed, idet St.U´s rapport på alle niveauer tilsidesætter de private avleres indsats og kompetence. Går det, som St.U ønsker, er deres rolle i bevaringsarbejdet udspillet. At det danske bevaringsarbejde dermed går sin død i møde, er den konsekvens, GDH må udlede.


St.U opsummerer sin holdning til avlsarbejdet i privat regi som følger, pkt. 5.a.b. "Levende bevaring" (p. 11):


"Den private bevaring har i meget høj grad været afhængig af relativt få enkeltpersoners engagement og evne til at opretholde truede populationer. Det følger heraf, at den private bevaring samtidig er relativ sårbar overfor ændringer i disse personers engagement eller fysiske og økonomiske muligheder.....Det er udvalgets opfattelse, at det af hensyn til at sikre kontinuiteten og den avlsmæssige stabilitet i bevaringsarbejdet vil være nødvendigt at etablere mindst to bevaringscentre i offentligt regi med henblik på at sikre de bevaringsværdige kvægracer."


GDH må konstatere, at St.U med denne "opfattelse" fuldstændig ignorerer den faktiske situation indenfor det danske bevaringsarbejde og de erfaringer, der må udledes deraf.
Som det fremgår af St.U´s plan for oprettelse af de nævnte centre, må stort set alt relevant, dvs. mest oprindeligt, materiale opkøbes hos de private avlere. Af den enkle grund, at det alene er hos dem, det er blevet bevaret, mens de efterhånden mange tilløb til at etablere bestande i forbindelse med offentlige institutioner (muséer mm) for langt størstepartens vedkommende er endt med, at dyrene igen er forsvundet i takt med ændrede prioriteringer, bevillingsændringer, ændret ledelsesstruktur og erkendelse af de omkostninger (bl.a. i mandskabstimer), der er knyttet til bevaringsarbejdet. Havde det ikke været for disse "enkeltpersoners engagement", ville der i dag have været minimalt med materiale tilbage. Der er således intet, som taler for, at bevaringsarbejdet er sikret ved, at "Besætningerne forudsættes etableret i relevante kulturhistoriske anlæg eller staldanlæg, der i videst muligt omfang placeres i tilknytning til udvalgte kulturhistoriske museer eller formidlingscentre".


Ud fra erfaringerne må GDH vurdere: Tværtimod.


At St.U ikke er ganske blind for denne kendsgerning, fremgår af pkt. 5.c "Implementering" (p. 20):

"Falder populationen (de omtalte 60 køer) i størrelse, kan den suppleres gennem indkøb af udvalgte dyr fra den ikke tilskudsberettigede population."


Dvs. at hvis (når?) populationerne i offentligt regi ikke opretholdes, skal private avlere, som er blevet udelukket fra tilskud, sikre opformeringen. GDH overlader det til ministeriet selv at vurdere det etiske i en sådan "bevaringsstrategi".


En sikker konsekvens af gennemførelsen af St.U´s plan er imidlertid, at bevaringsarbejdet i privat regi bliver umuliggjort.
Dette fremgår af St.U´s forslag til størrelsen af det fremtidige dyretilskud og de kriterier for fordeling af det, som opstilles.
Af pkt. 5.d.b. "Løbende årlige driftsudgifter" (p. 22) fremgår, at det årlige dyretilskud fastsættes til i alt 330.000 kr., heraf 180.000 kr. til kvæg. Som det vil være Ministeriet bekendt er dette mere end en halvering af det nuværende tilskud, hvilket i sig selv vil være katastrofalt for adskillige private avlere. Men det fremgår endvidere, at mange private avlere, dette gælder primært avlere med kvæghold, reelt er udelukket fra tilskud overhovedet, jvf. følgende formulering (pkt. 5.c., p. 20):


"Alle køer og kvier i de udvalgte populationer skal være tilskudsberettigede uanset ejerforhold." (min fremhævning, RD).


Dette kan kun udlægges som, at også dyr i offentligt regi er tilskudsberettigede, ja, endog berettiget forud for andet kvæg, eftersom det angiveligt bedste er udtaget hertil.
Som nævnt kalkulerer St.U. med 180.000 kr. i årligt dyretilskud til kvæg. Eftersom "alle køer og kvier i de udvalgte populationer skal være tilskudsberettigede", opbruges helle puljen på disse 120 dyr, selvom de kun får et så nødtørftigt tilskud som 1500 kr. per styk. Der er intet dyretilskud tilbage til de øvrige avlere af kvæg. Sagt på en anden måde: Det offentlige målretter den væsentligste del af (det reducerede) dyretilskud til sig selv.


På denne baggrund er det, at GDH ser opkøbet til de to såkaldte "founder populationer" som en faktisk ekspropriation.
Af pkt. 5.d ("Økonomi") fremgår, at St.U vurderer at kunne opkøbe "60 køer og 60 kvier", svarende til de to nævnte founder-populationer, for i alt 720.000 kroner. Dette svarer til en stykpris på 6000 kr., hvilket ikke er noget men ikke nævneværdigt over slagteprisen.
Stillet over for at være udelukket fra fremtidige dyretilskud har disse avlere ikke noget reelt valg. Da der ingen indtægter af betydning er på de mest oprindelige, lavtydende dyr, men derimod (foder-)udgifter mm. som svarer til produktionslandbrugets, kan de ikke opretholde deres bestande, og står overfor valget mellem at sælge dyrene til slagtning eller til det offentlige til en pris, der er noget højere, men som ikke har nogen relation hverken til, hvad det har kostet de pågældende ejere at holde bestandene intakte indtil nu, eller til den latente værdi disse dyr kan få, såfremt de hvad der er rationalet bag hele genbevaringsarbejdet en dag skulle vise sig nødvendige for produktionslandbrugets avl.
Kald det ekspropriation; kald det udnyttelse af en tvangssituation, det offentlige selv har fremkaldt for avlerne og bevaringssagen er der ingen forskel.


3. Budgetter.


GDH kan desværre ikke finde andet ord for det i pkt. 5.d.b. (p.22) opstillede driftsbudget end vildledende med det formål at foregive, at den af St.U. opstillede model for bevaringsarbejdet kan drives for et beløb, der er mindre end det pt. bevilgede, og efter vor opfattelse ganske utilstrækkelige, beløb på 1,5 mio. kroner.


Til "Pasning af besætninger på bevaringscentre" er afsat 500.000 kr.. Da man må gå ud fra, at der til pasning, overvågning, gennemførelse af avlsarbejde indenfor dette område, kræves faguddannet personale, er to lønninger på hver 250.000 kr. (det drejer sig om to centre) sat urealistisk lavt, idet de skal være bemandet året rundt. Sat i relation til det arbejde, der udføres hos private avlere, er det ønsketænkning.
På budgettet er afsat 55.000 kr. til "Foderopbevaring". Må det være tilladt at spørge: koster foderet til 120 dyr + tillæg ikke selv noget? Eller forudsættes det, at de to offentlige centre har så store jordtilliggender, at de kan bære disse betragtelige bestande? Og hvis det sidste er tilfældet, drives disse jorder så ganske uden omkostninger, markredskaber, dieselolie, afskrivninger mm.?


I betragtning af, at to af Strategiudvalgets medlemmer er henholdsvis gårdejer og afdelingsleder for Landskontoret for Kvæg, har vi svært ved at forestille os, at sådanne fundamentale omkostninger skulle være udvalget ukendt. Derfor udtrykket: vildledning


4
. Afsluttende kommentarer.


St.U´s egenmægtige omkalfatring af prioriteringerne indenfor bevaringsarbejdet i strid med såvel FAO som IEC sammenkoblet med, at det offentlige reelt overtager hele sagen, hvis det går som St.U ønsker, er efter vor opfattelse udtryk for netop det henholdsvis videnskabelige og bureaukratiske hovmod, som de private avlere, der frem til i dag har båret denne vigtige sag igennem, gennem år har kæmpet imod og som IEC på afgørende punkter gjorde op med.


Ikke kun er St.U´s rapport en fortsættelse af disse ødelæggende tendenser, den uddyber, udbreder og stadfæster (jvf. forslaget til nyt GRU, der er identisk med det gamle) dem på en måde, der meget hurtigt vil gøre et reelt og gedigent arbejde med bevaringen af de gamle husdyrracer i Danmark til en saga blott.


Da yderligere påvisning af alle de områder, hvor St.U har siddet IEC´s anbefalinger overhørig, på denne baggrund forekommer overflødig, skal GDH kort anbefale at den foreliggende rapport skrottes som ødelæggende for såvel bevaringsarbejdet som Danmarks internationale forpligtelser, at der snarest nedsættes et nyt strategiudvalg udpeget i overensstemmelse med IEC´s anbefaling, dvs. hvor aktive avlere af gamle husdyrracer udgør halvdelen, at det snarest fra ministeriet tilkendegives, at der for år 2003 hurtigst muligt udbetales dyretilskud samt tilskud i overensstemmelse med IEC´s anbefaling 13, p. 26.


P
å vegne af Foreningen Gamle Danske Husdyrracer


Rolf Dorset
Formand

 

Det finnes varierte rettsmidler. Alle rabattløsninger sparer penger, men de beste nettapoteker tilbyr bedre tilbud enn andre. Så det er viktig å lære om "http://viagra-norge.biz/viagra-online.html". Hva er de mest essensielle fakta du sikkert vet om å vurdere "Viagra"? Millioner av kunder kjøper online slike medisiner som Viagra. Hva vet du allerede om "Viagra uten resept Norge"? Noen nettsteder betaler oppmerksomhet til saker som "Viagra på nett". Hva er behandlinger slike sykdommer? Ta ikke utdaterte medisiner. Ta dem til ditt lokale apotek som vil avhende dem for deg.

Gå til toppen

logo