GAMLE
DANSKE HUSDYRRACER
Søndag d. 13. august 2006
kl. 15,00 på ”Oregård”.
Allerførst
en lille (kronisk)
beklagelse.
Igen
i år har det været småt med afholdelse af fysiske bestyrelsesmøder (det er dyrt
for såvel forening som de enkelte medlemmer), men til gengæld er den daglige
kommunikation i top hvad angår telefon og ikke mindst e-mails.
På
andre områder er det gået godt.
Sidste
år var foreningen for første gang med til Københavns kommunes Miljøfestival,
hvor vi ”opførte” et lille historisk dyrskue i en stor asfalteret lukket
skolegård med stor publikumssucces til følge. Man skal altid være påholdende
med at forsøge at gentage en succes, men bortset fra dårligt vejr en del af
tiden, var publikums lyst til at aflægge dyrskuet et besøg atter i højsædet i
år, hvilket bør medføre, at arrangementet bliver en fast årligt tilbagevendende
begivenhed. Ligeså med vores deltagelse på Roskilde Dyrskue i år, der ligeledes
tiltrak sig stor publikumsbevågenhed på trods af, at vi af økonomiske og
praktiske årsager kun var repræsenteret ved en lille svinefamilie, der dog
forstod ”at sælge varen”. Informationstavler fra Søbogård
om emnet har givet vis også medvirket til den udviste interesse for
bevaringssagen.
Begge
arrangementer er uundværlige udstillingsvinduer for såvel foreningen som
bevaringssagen i sig selv – og vi må håbe, at der fremover kan skabes et bedre
økonomisk grundlag for deltagelsen i disse udstillinger, således at vi kan møde
frem med et mere varieret antal dyr.
Publikumsinteressen
fortjener det.
På
den positive side skal også nævnes, at der er blevet stiftet en ”alternativ”
Knabstrupper-forening, der bygger på renhedskrav til hestene.
Igennem
årene er specielt Knabstrupperen blevet udsat for indkrydsning
af diverse næsten eksotiske hesteracer for at få et bestemt eksteriør frem – ja
selv i ponyformat kan de nu fremskaffes.
Glædeligt
at nogen via en lukket stambog vil bevare Knabstrupperracen.
På
debet-siden trækkes vi med de sædvanlige problemer, men nye er desværre kommet
til med ødelæggende kraft.
Fugleinfluenzaen,
der selvfølgelig er et alvorlig problem – specielt i
de tilfælde, hvor det har spredt sig til mennesker – er blevet politisk og
administrativt håndteret på en måde, som er helt i pagt med dansk tradition:
Uden den store omtanke og uden respekt og medindflydelse for de mange
ikke-erhvervsdrivende fjerkræavlere. De bekendtgørelser, som vi har set indtil
nu, er indholdsmæssigt udformet således, at man let kunne tro, at de var
skrevet af fjerkræbranchen på ministeriets papir. Helt usmageligt kom det til
udtryk i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet d. 13. juli i år, hvor man
tillægger en privat små-avler på Fyn, hvor der blev
fundet fugleinfluenza d. 18. maj, hele skylden for den konstaterede nedgang i
eksporten – dette på trods af, at der i samme periode var fundet 2 tilfælde i
erhvervsbesætninger, uden at det blev nævnt.
De
restriktioner, der vil komme til at gælde fremover, vil givetvis være af en
sådan karakter, at private små-avlere – herunder
avlere af truede gamle danske fjerkræracer – vil stoppe i stigende omfang.
Ifølge
vurderinger af organisationsfolk fra diverse fjerkræforeninger er nedturen
allerede startet med foruroligende hast.
Her
skal også nævnes det forslag om en grænse på 100 m. til naboskel for fritgående
grise, hvad enten det drejer sig om bebyggelse eller en mark med afgrøder.
Dette vil ha’ stor negativ virkning for denne avlsform,
idet det fortrinsvis er mindre landbrugsstørrelser, der producerer svinekød i
det fri. Hvad enten det er et sædvanligt udslag af skrivebords-indsigt, eller
det er et velovervejet tiltag i at fremme stordriften i landbruget på de små
brugs bekostning, må alle gøre op med sig selv – under alle omstændigheder er
det et fejlskud af dimensioner, der hurtigst mulig bør tages af dagsordenen.
Men
bevaringssagens største problem er stadig den statslige instans, kaldet
Genressourceudvalget (GRU), der skal varetage det offentliges interesser i
denne sag.
Dette
udvalg har stort set fra første mødedato kørt bevaringssagen ud på et sidespor,
hvor man først støttede rekonstruktions-avl, indtil
en international evaluering kritiserede denne fremgangsmåde. Herefter
udskiftede man størstedelen af udvalget og kaldte nu samme fremgangsmåde for
fortrængningskrydsning.
Keine hexerei – nur behändigkeit.
De
politikere, der blev interview’et efter evalueringsrapportens fremkomst,
krævede ellers en ny ”aftapning”, men de har kun fået en ny etiket på samme
indhold i flasken.
Justitsministeren
kæmper p.t. med at få sine embedsmænd i ministeriet til ”at makke ret” med
hensyn til hastighedsbegrænsninger - og Staten har som helhed besvær med at få
sine ledere til at indarbejde den officielle seniorpolitik i deres daglige
virke.
Folk
med erfaring fra bevaringssagen kan næppe forundres over disse (i antal
forøgede) tilfælde af divergens mellem det politiske og administrative lag, men
det er i alle tilfælde et demokratisk sygdomstegn, når man på administrativt
niveau sætter sig op i mod det politiske – og vel at bemærke slipper godt af
sted med det.
Husdyr-bevaringssagen
bør snarest overflyttes til et andet ministerium – om det skal være i kulturelt
eller miljømæssigt regi kan diskuteres – men under alle omstændigheder har det
spillet fallit under den nuværende ordning. Her er vi kun en ganske lille niche
i et kæmpestort eksport-orienteret ministerium, der giver alt for stort
spillerum til embedsfolk og såkaldte forskere, der vil noget helt andet end den
officielle politik på området.
Danmarks
deltagelse i diverse internationale konventioner på området bliver fremhævet
ved enhver højtidelig anledning, men det er tydeligt, at man satser ensidigt på
genteknologi som svar på fremtidens udfordringer.
Husdyrs
indretning og yde-evne er for dem et puslespil, man
kan løse i et laboratorium og ikke ved et seriøst avls-arbejde.
Af
samme årsag går de i forvejen alt for få penge til området administreret af GRU
ikke til avlerne, men til at profilere udvalget selv.
Alt
for mange midler bruges på såkaldt informationsvirksomhed i stedet for at sikre
overlevelsen af de mest autentiske eksemplarer af de gamle danske husdyrracer.
Sidst har vi set bevillinger til udgivelser af bøger om emnet (hvor man bevidst
vælger de ”forkerte” forfattere fra) samt til skiltning på engene ved Randers
Regnskov, hvor man har udstationeret lidt husdyr som gidsler for den bevilling.
I alt en bevilling på tilsammen ¼ mill. kr.
Da
det nuværende udvalg blev nedsat for knap 3 år siden, kom der som noget nyt 5
avlerrepræsentanter med i GRU- omhyggeligt udpeget til formålet.
Jeg
har lyst til at stille dem spørgsmålet: Kan de som avlere stå inde for den
linie, som det nuværende GRU har lagt ?
I
givet fald bedes de om at dokumentere de ”resultater”, som de med deres
tilstedeværelse har opnået for bevaringssagen – vi skal nok sørge for
spaltepladsen som tidligere lovet i vores medlemsblad.
At
man fra officielt hold ikke tar’ arbejdet i GRU alt
for alvorligt, kan man som et lille kuriosum konstatere ved at gå ind på GRU’s hjemmeside under referater fra bestyrelsens møder.
Her
har man tilsyneladende opgivet at offentliggøre ovennævnte referater, idet man
ved tryk på sidste ordinære møde d. 21. april blot får
følgende meddelelse: Referatet vil blive tilgængelig efter mødets afholdelse !
Hvordan
kan man arbejde som relevant organ for området, når de implicerede parter
bliver holdt hen i uvidenhed om udvalgets virke ?
Eller
har man opdaget, at man ved en beklagelig fejltagelse har vedtaget noget
fornuftigt i strid med den ellers fastlagte linie ?
Fortsættelse
følger måske på et tidspunkt !
Gru
har for nylig fået ny formand.
Det
bliver spændende at se, hvorvidt han vælger at køre videre i samme sidespor –
eller om han har mod og mandshjerte til at på sagen med nye øjne.
Som
situationen er nu, er der kun een mulighed for at overleve, hvad angår såvel
dyr som avlere.
Der
skal skabes et finansieringsgrundlag for besætningsstørrelser, hvor der kan
etableres en egentlig produktion af kød, mælk m.v. fra de gamle husdyrracer.
Det
er i sig selv en meget lang vej op ad en stejl bakke ( det
er vist det, man blandt Tour de France-folket
kalder en stigning uden for kategori),
Men
det er nødvendigt – og ikke helt urealistisk.
Stokholms
blev ved en prøvesmagning arrangeret af Meyers Køkken for ca. et år siden uofficiel
DM i mælkesmag – og et nyligt prøveprojekt med kød fra de gamle landgrise har
også givet en lovende udsigt, men vi må ikke løbe ind i det samme problem som i
økologien’s barndom hvad angår for stor afstand til
priser på almindelige varer.
Produkterne
må ikke blive væsentlig dyrere end økologiens prisniveau – ellers risikerer vi
at punktere på vej op ad bakken.
Knud
Theil Nielsen