”Udvalget skal stile mod renracede dyr

såfremt racen ikke er truet”

 

Denne bemærkelsesværdige og ganske kuriøse udtalelse er hentet fra Genressourceudvalgets dugfriske referat fra udvalgsmødet d. 6. 12. 2005, som er for-arbejdet til Udvalgets arbejdsplan for 2006, og søges vedtaget på mødet d. 6. 1. 2006.

 

Dermed forsøger GRU – endnu en gang at negligere udenlandske eksperters viden på området og bilde omverdenen ind, at truede racer ikke kan reddes ved renavl. Ligesom Udvalget med en sådan udtalelse klart forsøger at legitimere den igangværende fortrængningskrydsningsavl, som Staten har satset så mange ressourcer på. En praksis, som det internationale evalueringsudvalg, ”IEC” / Forskningsstyrelsen ellers forsøgte at få bragt til ophør, fordi den destruerer racernes genetiske integritet.

 

Endnu engang må vi erindre Udvalget om, at det jo selv for godt et år siden var vært ved et avlerkursus på Gl. Estrup, hvor de af Udvalget indbudte gæstelærere fra ind- og udland klart gav udtryk for, at ældre, truede racer lader sig bevare uden indkrydsning af fremmed blod, hvis blot antallet af aktive handyr øges. Når udvalget åbenbart er af en anden opfattelse, end de lærere, som det selv engagerede til at vejlede avlerne, må man spørge: Hvorfor forholdt det fremmødte panel af udvalgsmedlemmer sig så dengang nærmest passivt og undlod at gøre indsigelser?   

 

Det måske mest groteske ved den aktuelle udmelding fra GRU, ifølge hvilken ”Udvalget skal stile mod renracede dyr såfremt racen ikke er truet”, er, at stort set alle ældre danske racer jo netop er truede - jfr. ”IEC-rapporten”. Dermed søger GRU på en fiks måde at give sig selv grønt lys for indkrydsning med fremmed blod i alle gamle racer. Altså endnu et bevis på, at produktionslandbrugets forskere går i en hel anden retning end de avlere og forskere, som har erkendt nødvendigheden af total renavl af gamle truede racer, netop for at opretholde disses genetiske integritet. Vi må derfor appellere til Regeringen om nu at bringe de gamle, mindre produktionsrelaterede racers bevaring over i et andet ministeriums ressort, hvor de oprindelige avleres linje respekteres.

 

Jeg synes, situationen kræver, at man hér får genopfrisket reaktionerne på ”IEC-rapporten” hos politikerne på Christiansborg. Derfor har jeg tilladt mig at vedlægge kopi af TV2-nyhedernes omtale (8. 3. 2002) af førsteudgaven af ”IEC-rapporten” – et indslag, hvor også formanden for den internationale evaluering, dir. Jan Mousing, blev interviewet. Han sagde rent ud om det gamle GRU´s arbejde: -”Det ville være det samme som, at man på et museum, f.eks. nationalmuseet, brugte en stor del af budgettet til at sidde og lave kopier af guldhornene. Det bliver de jo ikke reelle og ægte og bevaringsværdige af!”

 

Med sådanne udmeldinger skulle man tro, at man aldrig mere skulle opleve et Genressourceudvalg, som på de gamle avleres og det oprindelige materiales bekostning, rekonstruerer og fortrængningskrydser sig frem! Når vi så tre år efter skal gøre status, hvad er der da sket? Jo, man giver stadig pokker i, at avlerne med det oprindelige materiale knækker nakken, og at de mest autentiske dyr forsvinder – slagtes eller sælges ud af landet, som det nu åbenbart sker i den aktuelle sag om Chr. Westergaard fra Bjergby. Parolen i det nye GRU er, at hvis ikke avlerne ønsker at indordne sig under de af Udvalget fastsatte rammebetingelser, som i virkeligheden drejer sig om at bakke det gamle, afsatte GRU´s rekonstruktions-/fortrængningskrydsningslinje op, kan de blot sejle deres egen sø!

 

I stedet for omgående, som ”IEC” stærkt anbefalede det, at sikre founder-populationerne og droppe rekonstruktion og fortrængningskrydsning, går tiden i Udvalget nu med at diskutere frem og tilbage, om der en gang i fremtiden skal strammes op for reglerne vedrørende racernes renhed. Regler, som dog fortsat skal give mulighed for at fortrængningskrydse sig frem til ”gamle danske racer” på grundlag af ”moderne udenlandske racer”. Foreløbig kan man i hvert fald ud fra referatet konstatere, at udvalgsmedlemmet Birgit Bak, Hinnerup, tydeligvis er kommet i mindretal vedrørende hendes forslag om, at man ikke fortsat skal kunne øge bestandene ved hjælp af kontinuerlig opformering på moderne racer. (Du kan læse mere på Genressourceudvalgets hjemmeside: www.genres.dk)

 

Og lige til slut, med folketingsmedlem Kresten Touborgs (SF) tre år gamle konstatering i klar erindring:- ”skiftende ministre har ikke villet sidde deres embedsmænds vurderinger overhørige, og derved er vi ingen vegne nået”. – Denne udtalelse er desværre mindst lige så aktuel nu som dengang, for den nuværende Fødevareminister har netop over for den kendte radiodoktor, Carsten Vagn-Hansen, givet udtryk for, at også han bl.a. handler ud fra ekspertisen på Foulum og KVL. Alt synes således at være ved det gamle. Den forskerklike, som Udvalget tydeligvis er en del af, og som åbenbart mere er optaget af at forsvare tidligere kollegers fejltagelser end at varetage gamle racers tarv, synes dermed stadig at have carte blanche til at blæse de gamle avlere - altså de folk, som alene har bevaret de autentiske dyr frem til i dag - en lang march.

 

 

Med venlig hilsen og Godt nytår!

 

 

Formand for GDH

 

Knud Theil Nielsen