Beretning til generalforsamlingen i GDH søndag d. 17. april 2005.

Med undertitlen: Jeg - en fundamentalist !

De senere års udvikling rundt omkring i verden har været præget af bevægelser, der må betegnes som fundamentalistiske, hvad enten det drejer sig om politiske eller religiøse anskuelser.

En udvikling, som jeg dybt beklager, fordi den indebærer intolerance og fordømmelse af anderledes tænkende med alt, hvad det plejer at indføre.
Det er derfor til min store forfærdelse, at jeg i forarbejdet til denne beretning må konstatere, at jeg på en måde selv er en del af en sådan bevægelse - ganske vist i en specifik situation og forhåbentlig på en mere afdæmpet måde end tidligere omtalte.

Jeg tænker selvfølgelig på ide-grundlaget for denne forenings virke, der arbejder for "den rette lære" (læs: at bevare de mest autentiske eksemplarer af de gamle danske husdyrracer). Hvor nogle stiller sig tilfreds med et eksteriør, der vist nok ligner noget, man har set på et billede af en ko fra gamle dage, stiller vi andre helt anderledes krav til "renheds-læren".

Det er en ulykke for bevaringssagen, at de forkerte museumsfolk og forskere kom med i arbejdet, da det offentlige Danmark langt om længe tog sig sammen for at efterleve de konventioner, som samme havde underskrevet ved højtidelige anledninger. For deres indsats har i den grad været præget af nemme løsninger, hvor man i bogstaveligste forstand sprang over, hvor gærdet var lavest (en disciplin, man efterhånden har udviklet til fuldkommenhed). I stedet for at påbegynde et systematisk avls-arbejde, der kunne bevare de sidste rester af de gamle husdyrracer, har man i stedet for fra første færd arbejdet med at rekonstruere sig frem til vellignende eksemplarer (gerne med hjælp fra udenlandsk materiale), der kunne tage sig godt ud udstillinger og samtidig virke som alibi i konventions-sammenhænge.

Alt dette fordi de mest autentiske - og dermed også de mest bevaringsværdige - dyr befandt sig i stald hos seriøse private avlere, der ikke ønskede at medvirke til mangfoldiggørelse på et så uvederhæftigt plan.
Og desværre sidder de forkerte holdninger stadigvæk for bordenden, når den offentlige politik på området skal fastsættes - primært for at sikre deres eget eftermæle, der ikke kan holde til, at sagen belyses fra kompetent side på europæisk- og internationalt plan.

Vurderingen af den offentlige indsats - som kom til udtryk i IEC-rapporten for få år siden - var en kras kritik, der ikke kunne fortolkes.
Hvorfor den af indlysende grunde blev lagt ned i en dyb ministeriel skuffe, hvor den nu lever en hensygnende tilværelse med henblik på den totale glemsel.
På personsiden blev det daværende Genressourceudvalg (GRU) udskiftet som eneste håndgribelig reaktion på IEC-rapporten, hvorefter man efter en passende tid - og ud fra princippet om gammel vin på nye flasker - sammensatte et nyt GRU, der repræsenterer nøjagtig det samme som tidligere; en stædig fastholden af det korrekte i at køre videre i et galt spor.

Dette antager efterhånden nærmest groteske og absurde former. I sin nylig vedtagne arbejdsplan for 2005 gør GRU et stort nummer ud af, at man ikke accepterer rekonstruktion som avlsstrategi, hvilket desværre kun er en sproglig fornyelse, idet man samtidig støtter tilbagekrydsning/fortrængningskrydsning. Begrundelsen herfor er, at der i nogle situationer er for få dyr i udgangspositionen, at der reelt ikke er andre muligheder.

Må det være tilladt at stille følgende spørgsmål: Hvilke grupper er for få til at bevare ud fra deres nuværende antal?
Da GRU afholdt kursus for avlere for nogle måneder siden, kom det ellers frem fra en ledende forsker på Foulum, at avl kunne ske inden for en relativ lille gruppe, blot avlen sker på en systematiseret måde.

Glemt er også et af genetikkens vigtigste bud: Man kan krydse sig frem til et nyt resultat - men ALDRIG tilbage!

Med andre ord fortsætter GRU med at bruge offentlige bevaringsmidler til avl af simili-typer, alt mens de mest autentiske dyr afgår ved (slagte)døden en efter en. GRU har nu igennem snart 20 år aktivt accepteret denne udvikling, men det har hidtil kun kostet det offentlige 30-40 mill. kr. at køre i dette blindspor - så man kan frygte, at der er lang vej endnu.
Som Obelix fra tegneserien om Asterix ville ha' udtalt: De er skøre, de romere !

Samtidig med at GRU tilsyneladende har opgivet at arbejde med bevaring efter internationale standarder, kompenserer man nu med en skærpet tone overfor de genstridige og ulydige avlere, der ikke kan se det ophøjede i GRU's virke.
Med citat hentet fra en aktuel situation er parolen: Avlerne skal indordne sig eller blive hjemme.

Indholdet af Arbejdsplan 2005 er ikke til at ta' fejl af; og hvor et andet næsten lige så aktuelt tema - noget for noget - bliver skamredet på det groveste.
Enhver form for offentlig støtte til private avlere kræver modydelse i form af ret til GRU til at udtage genetisk materiale fra dyrene, der herefter kan bruges til yderligere tilbagekrydsninger på trods af tidligere skriftlige løfter om det modsatte.
En behagelig situation for avleren af de autentiske dyr, der her får lov til at levere materiale til brug til sin egen og dyrs undergang, da tilbagekrydsninger er i højere kurs i dette mærkværdige univers.
Også her er det på plads at stille et spørgsmål: Hvad skal landbruget afgive som modydelse til gengæld for EU-støtte i milliard-klassen ?

I en anden situation strækker GRU dog armen ud mod avlerne i forbindelse med indgåelse af såkaldte partnerskaber med avlerforeninger, men her er der tale om en skjult dagsorden, idet hånden skal bruges til at fastholde avlerne i et jerngreb.

Partnerskab som begreb anvendes, når to ligeværdige samarbejdspartnere indgår aftale om et fælles projekt. Det er der på ingen måde tale om i dette tilfælde, idet GRU har tillagt sig selv et overherredømme, idet man forbeholder sig ret til at blande sig i den enkelte avlerforenings vedtægter som betingelse for udbetaling af støtte.

Toppen af magtfuldkommenhed blev tydeligt demonstreret sidst på året, hvor tilskud til forskellige former for oplysningsvirksomhed blev uddelt således, at langt hovedparten af midlerne tilfaldt en forening, der er repræsenteret med et medlem i GRU. Til gengæld måtte en anden ansøger konstatere, at hans organisation kun kunne modtage støtte, dersom han ville arbejde under GRU's faner - og på deres præmisser.

Men vedkommende er også kendt for at være en forhærdet kritiker af GRU's linie. Jeg håber ikke, at denne fremgangsmåde er en prøveklud på fremtidig offentlig støtte til folkeoplysning i bredere sammenhænge.

Samarbejde med GRU er i det hele taget en problematisk sag.
Sidste efterår var avlerforeningen for SJM indkaldt til møde med GRU's formand og sekretær som led i en møderække med de enkelte avlerforeninger. Her tillod GRU's formand, at hans egen sekretær ødelagde mødet med gentagne overfusninger af deltagere fra den anden side, hvilket medførte, at mødet stort set løb ud i sandet.

Manglende faglig stolthed om retningslinier i bevaringsarbejdet gør som tidligere nævnt heller ikke samarbejdet lettere.
På et netop afholdt fjerkræmøde i GRU påtalte GDH's næstformand, at der på nogle af de statsstøttede bevarings- og besøgscentre blev udstillet duer og høns, der ikke lever op til de krav om farveformalisme, der anstændigvis må stilles til et bevaringsarbejde. GRU's repræsentant prøvede efter bedste evne at nedgøre problemet, men blev dog heldigvis taget i skole af rutinerede avlere og kendere blandt de øvrige deltagere.

Det er synd og skam, at de mennesker, der går ind i bevaringssagen af et godt hjerte, skal ledes af et forum, for hvem faglige kvaliteter kommer i anden række.
De i andre sammenhænge ofte omtalte 4 statsstøttede bevarings- og besøgscentre blev etableret for ca. 4 år siden, da Folketinget bevilgede en årlig sum på 2 mill. kr. i 4 år til formålet. Hensigten var at støtte nogle af de etablerede større avlere, men GRU fik dengang ved hjælp af intrigevirksomhed og manipulationer ført pengene over til andre, der måtte ud for at købe såvel dyr som jordtilliggender i et forsøg på at skabe et alternativ.
Resultatet efter snart 4 års virke kan aflæses i centrenes beretninger.
Til sammen kommer der årligt under 10.000 betalende gæster - et enkelt sted er nede på 600-700 betalende gæster. I modsætning hertil havde Oregård alene over 20.000 betalende gæster, mens de endnu havde ressourcer til at holde åbent for publikum.
Men hvad rolle spiller et lille besøgsantal, når hvert center er sikret en halv mill. kr. om året?

Onsdag d. 6. april havde GDH ved undertegnede, Jørgen Nielsen, Lilli Jensen samt Niels Jørgen Langkilde foretræde for Folketingets Fødevareudvalg, hvor vi trak vores synspunkter op i forhold til den avlsstrategi, som GRU varetager.
Det er begrænset, hvad man kan nå på 15 minutter, men det er mit bestemte indtryk, at rejsen ikke har været forgæves. Efterreaktioner fra medlemmer af udvalget tyder på, at vi ikke talte for døve ører.
Under foretrædet appellerede vi gentagne gange til, at Fødevareudvalget skulle geninddrage Jan Mousing - og evt. andre fra IEC-rapportens bagland.
Det er forståeligt, at politikere og andre, der ser sagen på afstand, ikke kan forstå den splid, som altid har kendetegnet bevaringsarbejdet, og som bl.a. giver sig udslag i et utal af skrivelser til diverse myndigheder.
Hermed et håndslag til medlemmerne af Fødevareudvalget med formanden Chr. H. Hansen i spidsen: Hvis disse kompetente personer meddeler, at GDH's kritik af GRU's avlsstrategi er fuldstændig forfejlet - ja, så vil vi respektere dette, og det er ikke fra os, at der kommer flere skrivelser.

Men heldigvis er der også lyspunkter !
Biologisk Institut, der har haft gen-materiale fra Oregård til undersøgelse, konkluderede for nylig ved offentliggørelsen af resultaterne, at Agersø-kvæget er genetisk forskelligt fra såvel det Jyske Kvæg som RDM, hvilket vi tillader os at tolke i retning af, at her har vi at gøre med en unik bestand af det gamle ø-kvæg. GRU hæfter sig ganske vist mest ved undersøgelsens forbehold (der er af gode grunde ingen facitliste til at sammenligne med ), men har dog ophøjet ø-kvæget til at komme på listen over tilskudsberettigede dyr.

Sidst i maj måned er vi blevet inviteret til at lave et 4-dages historisk dyrskue i mini-format i forbindelse med den årlige miljø-festival i København.
Vi er i fuld gang med forberedelserne (en sponsor har heldigvis spændt et sikkerhedsnet ud under os) - og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at de gode storbyfolk kan få "en på opleveren", som de sent vil glemme.
Hvis nogen er interesseret i at komme med som hjælpere, er man meget velkomne.

Knud Theil Nielsen, formand for GDH

Efterskrift:

Foreningen og hele bevaringssagen har lidt et stort tab, idet bestyrelsesmedlem Otto Arboe er afgået ved døden.

For at yde Otto Arboe den respekt, som han fortjener, vil medlemsbladet i næste nr. bringe en nekrolog skrevet af Gorm Benzon, der havde et nært venskab med Otto Arboe igennem mange år.

Æret være Otto Arboe's minde !