REFERAT FRA EKSTRAORDINÆRE

GENERALFORSAMLING

d. 7. november 2004 i foreningen Gamle Danske Husdyrracer.

Ref.: Knud Theil Nielsen

Valg af dirigent:
Foreningens næstformand Jørgen Nielsen blev enstemmig valgt.

Valg af referent:
Foreningens formand Knud Theil Nielsen blev udpeget.

Status siden ordinær generalforsamling:

Nedennævnte punkter blev kort omtalt og drøftet:

De vedtagne regler i Genressourceudvalget (GRU) vedr. opnåelse af dyretilskud, der efter vor opfattelse er udformet på en særdeles uheldig måde, idet avlere - der modtager tilskud - bliver underlagt GRU's dispositioner og gjort afhængig af samme.

GRU har siden sin start optrådt som topstyret organ i forhold til de private avlere - en position, som det nye GRU på trods af deltagelse af avlerrepræsentanter bygger videre på. Der henvises i øvrigt til formandens leder i oktober-udgaven af foreningens medlemsblad.

De avlerforeninger, som GRU ønsker oprettet inden for de enkelte gamle husdyrracer, kan formentlig ikke opnå den støtte, som de ellers var stillet i udsigt af GRU p.g.a. EU-regler.

Foreningen har ansøgt GRU om kr. 60.000 til afholdelse af historisk dyrskue i København til næste sommer i anledning af foreningens 20 års jubilæum. Pengene skulle i givet fald bevilges fra den pulje på kr. 125.000, som GRU har afsat til informationsvirksomhed.
Center for Biodiversitet, der havde ansøgt om støtte til udgivelse af 3 pjecer, er i stedet telefonisk blevet opfordret til at deltage i redigeringen af pjecer med samme indhold, blot udgivet af GRU.
Dette er endnu et eksempel på den magt, som GRU ønsker at opnå - i dette tilfælde via økonomiske midler, hvor en "systemkritiker" skal købes til at underkaste sig censur. Man må ikke håbe, at denne fremgangsmåde danner præcedens for offentlig støtte i al almindelighed til folkeoplysning.
Vi må endvidere frygte, at vores ide med afholdelse af historisk dyrskue i København bliver overtaget af GRU eller "venligt-sindede stråmænd".

Med den vedtagne arbejdsplan for 2004 har GRU endelig underkendt den evalueringsrapport, som for få år siden rettede en sønderlemmende kritik af den hidtidige offentlige indsats på bevarings-området. Man gør nu en dyd ud af at retfærdiggøre tidligere tiders forfejlede politik i et sådant omfang, at arbejdsplanen m.v. burde indbringes for Udvalget for Videnskabelig Uredelighed.

Det netop udsendte portræt af foreningen i TV2 Charlie's programrække, Klub Danmark, blev omtalt i meget rosende vendinger, idet TV-holdet havde fået det maksimale ud af al det materiale, der var blevet optaget til lejligheden.

Artikel i "Samvirke" om husdyrbevaring blev omtalt som endnu et eksempel på, hvorledes man forsøger at miskreditere de avlere, der arbejder på foreningens præmisser, mens den offentlige indsats blev fremhævet.

Foreningen vil via Lov om Offentlighed i forvaltningen indhente regnskaber og beretninger fra de 4 såkaldte besøgs- og bevaringscentre, således at vi kan se effekten af de bevilgede midler.

Vedtægter:

Forslag til justering af foreningens vedtægter blev enstemmig vedtaget med enkelte ændringer.

Historisk dyrskue:

Foreningen har vedtaget at afholde et storstilet historisk dyrskue i København sommeren 2005 i anledning af foreningens 20 års jubilæum.
Relevante foreninger i bred forstand vil endvidere blive inviteret til at deltage. Som omtalt andetsteds er der søgt om støtte hos GRU, men dyrskuet vil blive afholdt under alle omstændigheder via midler fra sponsorer.
Der blev nedsat følgende arbejdsgruppe til at forestå den praktiske indsats: Knud Theil Nielsen, Poul Hansen og Lilli Jensen.
Foreningen har allerede modtaget et tilbud fra studerende om, at de vil påtage sig opgaven med at redigere tekst og billeder i de foldere og øvrige informationsmaterialer, der skal udarbejdes til formålet.

Kontingent:

Kontingentet for 2005 blev fastsat til kr. 175,00, hvilket er en forhøjelse på kr. 25,00. Skyldes de forhøjede portotakster på udsendelse af foreningens medlemsblad.

Eventuelt:

Foreningen ønsker at festliggøre dagen for Gorm Benzon, når han bliver 75 år d. 13. december i år som en ringe tak for det store arbejde, som han har udført for bevaringssagen.

Den ekstra-ordinære generalforsamling sluttede med, at deltagere så den båndede optagelse af TV2 Charlie's portræt af foreningen.