I forbindelse med artiklen "Flere nye avlsforeninger for danske svineracer", bragt i GDH´s tidsskrift, oktober, nr. 3, skriver avlerrepræsentanten for svin i GRU samt initiativtager til en ny svineorganisation, Birgit Bak, Hinnerup, i en rundskrivelse: "Jeg føler Stig Benzon angriber mig på min troværdighed; og det vil jeg ikke lade gå upåagtet hen"!
Nej, det fremgår tydeligt af, at den første halve side af Birgit Baks "mail" er spækket med navne på forskellige tilskrevne personer, forskere, museer, organisationer, institutioner etc. i ind- og udland! Spørgsmålet er imidlertid om utilfredsheden over, at vi ikke uden videre har tilsluttet os Birgit Baks organisation, overgår hendes argumentations nøgternhed.
Det er særlig vor artikels vending "Det lykkedes dog ikke i første omgang at skabe een avlersammenslutning for alle", som Birgit Bak harcelerer over. Jeg skulle dog ellers mene, at det ligger ret implicit i artiklens øvrige tekst, at når vi taler om, at det ikke lykkedes at skabe een avlersammenslutning for alle, så menes der, at det ikke lykkedes at skabe een avlersammenslutning, som alle på det foreliggende grundlag ønsker at tilslutte sig.
Fra vor side var der jo, som det fremgår i GDH´s artikel, fremsat et kontraforslag om, at svineavlersammenslutningen blev en paraplyorganisation med ligelig repræsentation fra flere selvstændige avlsforeninger for forskellige danske svineracer/typer. Dette forslag, som Birgit Bak havde lovet mig at læse op i mangel af vor tilstedeværelse, kunne vi efterfølgende erfare åbenbart ikke havde vundet gehør hos de fremmødte otte deltagere. Deri ligger kun en konstatering, som vi har tilladt os at informere vore medlemmer om, hvilket absolut ikke er ensbetydende med et angreb på personen Birgit Bak eller hendes organisation, endsige en antastning af hendes troværdighed.
Såvidt jeg ved, har Birgit Bak kun fået positiv omtale i vort blad ( juni-nummeret 2003) samt foromtale i forrige nummer (juni 2004) af, at hun havde planer om at ville holde et svineavlermøde. Der er i det hele taget ingen i GDH, som ikke respekterer Birgit Bak for hendes arbejde med den avlslinje, som hun har valgt - den mere moderne type af Sortbroget Dansk Landrace. Både den gamle og den nyere type er interessante. Vi kunne heller aldrig drømme om indblanding i, hvordan Birgit Bak ønsker at avle sine svin.
Modsat synes jeg ærligt talt, at Birgit Baks udtalelser vedr. Oregaards svinebestand er ret uheldig og på visse punkter misvisende. Birgit Bak finder det yderst interessant, at Oregaard-linjen har overlevet som en lukket population i så mange år, hvorfor hun vil tro, at den måske er ved at være rimelig homozygot. Og hun tilføjer: -"Hvilket nok også er en af årsagerne til, der efter sigende ind imellem kommer hvidfødte grise". At hvidfødte grise i den ellers sortbrogede population skulle være en indikator for homozygoti, rammer helt ved siden af:
Hvis vi slagtede vort hvide avlsmateriale, som gennem generationer er holdt ved lige gennem brug af sortbrogede orner, ville det samtidig være slut med hvidt afkom i den ellers sortbrogede stamme. Vi har aldrig set en sortbroget so, som var holdt til sortbroget orne få så meget som een hvid gris! Iøvrigt har vi normalt kun een hvid so, og det skyldes kun, at jeg synes, at der kunne være en idé i at bevare den hvide farve i en anden form end blandt de højtforædlede sarte hvide landracesvin, som jo ikke er fri for indavlsdepression. I virkeligheden er Oregaards hvide svin således en slags "camouflerede" sortbrogede!
Tilsvarende var der i ældre tid hvide og sortbrogede dyr inden for den danske landrace, hvilket man kan se af de tidlige stambøger for Dansk Landrace i slutningen af 1800-tallet, hvor der side om side forekommer såvel hvide som sortbrogede individer. Når vi i sin tid fik den hvide farve ind i vor sortbrogede besætning, skyldtes det, at halstittegenet primært stammer fra en krydsningsgris i Haslev - sortbroget so, som netop var slagtet, og hvid landraceorne. Det har altså været den pris, man måtte betale for at få de førhen så almindelige halstitter blandt sortbrogede svin tilbage i racen.
Krydses sortbroget med renavlet hvid, bliver afkommet ifølge arvelighedslæren, altid ensfarvet hvidt fordi renavlet hvid er dominant i forhold til sort, og ensfarvet er dominant i forhold til broget. Når Oregaards hvide søer derimod får farvemæssigt uhomogene kuld med såvel ensfarvet hvidt som sortbroget afkom, skyldes det den nævnte indblanding af sortbrogede orner igennem generationer, hvorfor den hvide dominans er ophævet. Faktisk kan man derfor uddrage, at der er tale om ophævelse af farvehomozygoti i forbindelse med Oregaards hvide svin.
Alt i alt lyder det selvmodsigende, når Birgit Bak på den ene side ønsker at få undersøgt Oregaards lukkede svinepopulation for homozygoti. Mens hun på den anden side ønsker at få lejlighed til at udskille typer fra bestanden, som ikke lever op til hendes standardforestillinger om en sortbroget gris. Hvis bestanden er tæt på at være homozygot, vil afvigelserne mellem de enkelte individer være tilsvarende begrænsede - det burde være logisk!
Jeg er dog trods alt glad for at kunne konstatere, at Birgit Bak mener, at hun sagtens kan forsvare, at Oregaard-linjen fortsætter, selvom man må konstatere, at hendes motiver herfor ikke er identiske med vore. I al beskedenhed må jeg nok tilstå, at det sikkert også vil være bedst for bevaringsarbejdet, at bevare denne linje af racen med de mest oprindelige typer. Af de få tilbageværende besætninger, nævner "IEC", at een er af signifikant størrelse - underforstået Oregaards bestand.
Birgit Baks kritik af Oregaards flokavl forstår jeg ikke, da hun jo er bekendt med, at vi håber på at få bedre rammer for avlsarbejdet, så ønsket om en mere systematiseret avl kan finde sted. Endvidere har jeg under forudsætning af, at der stadig renavles med stammen, tilbudt Birgit Bak og andre avlsmateriale fra Oregaards bestand. Imidlertid har hun afslået dette med, at hun ikke længere havde ressourcer til at have andet end de få svin hun nu har. Birgit Bak ved derfor åbenbart godt af egne erfaringer, at jo større bevaringsindsats man gør, des større økonomisk smæk får man. Et smæk, som GRU´s støtteordning vel at mærke ingenlunde opvejer!
Birgit Bak nævner endvidere, at jeg skulle have fremført, at jeg bl.a. har mine grise fra Per Frimann. For god ordens skyld er navnet Hans Frimann. De søer, som jeg fik avlsmateriale fra var meget gamle af såvel alder som type, og skulle ifølge den afdøde proprietær være af Haudrupper-afstamning. Iøvrigt har Birgit Bak fortalt mig, at mine svin nok er dem, hvor der er mest dokumentation på oprindelsen. Var det derfor ikke en idé, at få lidt mere styr på linjerne uden for Oregaard. Jeg finder følgelig, at det kunne være interessant, om Birgit Bak eftergår det tidligere GRU-medlem, Søren T. Poulsens oplysning til GRU møde 2 - d. 15. 9. 1989 (ref. s. 6 pkt. C,) der lyder som følger: -"Søren T Poulsen oplyste, at han er i kontakt med den sortbrogede svineavlsforening på Stevns, og man antagelig benytter Yorkshire-orner for at holde kødprocenten på et rimeligt niveau." - På flere af de sortbrogede svin, som jeg har set andre steder (dog ikke hos Birgit Bak), er der nemlig bygningstræk, som kunne tyde på, at sådanne krydsningsprodukter er gået til andet og mere end slagteproduktion!
På grundlag af den åbenbare usikkerhed med hensyn til de sortbrogede svins status og afstamning, må GRU iøvrigt kraftigt opfordres til med det aller første, at foranledige en DNA-undersøgelse - i lighed med undersøgelsen af Ø-kvæget på Biologisk Institut - af alt avlsmateriale inden for den sortbrogede svinerace og dens enkelte linjer. Dermed får man nemlig skabt sig et pålideligt arbejdsredskab i avlen, så der ikke fortsat skal handles med bind for øjnene eller opstå nye mytedannelser.
For mig at se ville den lykkeligste løsning for bevaringssagen være, om "Danske Husdyr" samt de avlerforeninger, som denne organisation relaterer til, tager sig af de nyere typer af danske husdyr og så lader vor oprindelige forening, "Gamle Danske Husdyrracer", tage sig af de mere oprindelige udgaver. Det er jo en kendt sag, at ikke blot er dyrene vidt forskellige, tankegangene og bevaringsprincipperne i de to lejre er det også!
Birgit Bak giver endvidere udtryk for, at når man beskriver et handlingsforløb i en artikel i et blad, som udgår til en bred skare af interessenter, har man en forpligtelse til at informere de involverede parter om artiklens eksistens. Dette punkt af klagen finder jeg fuldtud berettiget, og skal derfor undskylde, at Birgit Bak ad omveje har måttet erfare om artiklens eksistens! Forklaringen er den ganske enkle, at jeg i min naivitet troede, at Birgit Bak som medlem af GRU automatisk modtog GDH´s foreningsblad. GRU har ofte fået tilsendt frieksemplarer, og jeg er informeret om, at GDH´s sekretær, Rene Lehmann Pedersen, fik en henvendelse fra GRU´s sekretær om, at GRU fremover ønskede at betale for bladet til Udvalgets medlemmer, og at GRU derfor fik tilsendt et tilbud på fast levering. Imidlertid har det, nu hvor jeg har undersøgt sagen, vist sig, at GRU, aldrig har reflekteret på det tilbud, som udvalget udbad sig. Derfor har kun enkelte af udvalgets medlemmer modtaget bladet denne gang. Nu Birgit Bak taler om at spille med åbne kort, kan jeg i øvrigt oplyse, at Birgit Bak, heller ikke har tilsendt mig en kopi af hendes klage over mig, som jeg derfor i lighed med hende selv, er blevet bekendt med ad omveje, så jeg håber at vi er kvit?
Iøvrigt var vort blad (oktober-nummeret) udkommet, da Birgit Bak udsendte sit nyhedsbrev med referat af mødet d. 7. august. I dette referat står der iøvrigt intet om, at hun, som lovet, fremlagde vort ændringsforslag, men det går vi ud fra er en forglemmelse hos referenten. Tilbudet om åbne bestyrelsespladser til repræsentanter for Oregaard-stammen er derfor ny viden for såvel vor formand, Knud Theil Nielsen, som Susanne Kristensen og undertegnede. For at alle parter kan bakke op om Birgit Baks organisationsinitiativ, er der derfor brug for mere dialog samt en tillempning af vedtægterne mere i retning af vort indsendte ændringsforslag.
Bilag:
Artiklen i GDH´s medlemsblad "Flere nye avlsforeninger for danske svineracer" samt Birgit Baks åbne brev.
|