Mystisk bifred

Af Stig Benzon

Fotograf Carl Johan Junge, Læsø. Danmarks Biavlerforening

Fotograf Carl Johan Junge, Læsø. Danmarks Biavlerforening


Fødevareministeriet
"Alle parter inden for landets biavl er enige om, at de brune bier skal bevares, samt at der skal være såvel brune som gule bier på Læsø, siger Pieter Feenstra, kontorchef i Fødevareministeriet. Dermed er striden om Læsøs brune bier afløst af dialog. Der er nedsat to arbejdsgrupper, som i midten af oktober vil fremkomme med forslag til biernes sameksistens på øen." (skriver Maskinbladet d. 6. 8. 2004).

GDH´s kommentar
I betragtning af, at honningbier befrugtes op til en afstand på 16 km fra stadet, og da Læsø kun er 23 km lang, virker denne meddelelse fra Fødevareministeriet mere end mystisk. Den tidligere udpegelse af Læsø som renavlsområde for den brune nordiske bi har jo været efterprøvet ved EF-domstolen i Luxenburg. Hvorfor får Fødevareministeriet dog ikke i stedet draget omsorg for, at loven bliver overholdt, så de brune bier kan være i fred på øen?

Forskeres protest
Ifølge Jyllands-Posten d. 10. 9. 2004, mener forskerne på Københavns Universitets Biologiske Institut, at der bør sættes en stopper for planerne om at inddele Læsø i en "gul" og en "brun" parringszone. En undersøgelse har vist, at de fredede brune bier trues af de ulovlige gule bier.

"Ifølge undersøgelserne stammer ca. ti pct. af generne i dronninger af den fredede brune-Læsø bi nu fra den langt mere udbredte gule bi. Biavlerne på Læsø må derfor hvert år med store økonomiske tab aflive mange fejlparrede dronninger for at undgå, at deres gener gives videre." , skriver bladet.