Agersø-kvæget Den sidste rest af Ø-kvæget |
|
| Af. Stig Benzon | |
|
Denne artikel af Stig Benzon har sammen med andre interessante historier også været bragt i "Søboggaard Posten" nr. 5 - dec. 2002 - 5. årgang.
 Lars Peter Nielsen I dag kan vi alle glæde os over, at Agersøboerne så sent lod sig smitte af "fastlandsboernes" nymodens nykker inden for den kvægavl, som i dag har udviklet sig til topydende verdensracer, hvor snart alle køerne, hvad enten de er amerikanske, danske, hollandske, franske etc., indbyrdes er lige så meget i slægt med hinanden, som køerne var det i et enkelt af datidens isolerede bondesamfund. I vor teknologiske tid, hvor frosset genetisk materiale fra de mest ydende dyr dagligt udveksles hen over landegrænserne til stor fare for opretholdelsen af kvægartens genetiske diversitet, må man påskønne originaler, som nu afdøde Lars Peter Nielsen fra Agersø. På trods af manglende opbakning fik han til eftertiden sikret den stamme almuekvæg, som havde været i slægtens eje i umindelige tider.  Lars Peter Nielsen på stranden ved Agersø Det er sådanne personligheder, som upåagtet har sikret, at Danmark nogenlunde overholder biodiversitetskonventionen, mens systemet ellers sover tornerosesøvn. Udover det historiske aspekt, er grundtanken med bevaringssagen for klodens gamle husdyrracer nemlig at sikre fremtidens fødevareressourcer med en så bred genetisk variation som muligt. Lars Peter hørte ikke den nye tid til. Alt hvad han foretog sig havde dybe rødder i den bondekultur, som han gennem bedsteforældrene var flasket op med. "Man ved, hvad man har - man ved ikke hvad man får", var Lars Peters motto inden for såvel kvægavl, som i så mange andre af livets forhold. Hans dagligbeklædning bestod af syv forklæder om livet istedet for bukser, to plovstøvler af forskelligt mærke fra 1940´erne samt sømandskasket. På søn- og helligdage var han iført gamle klædedragter, høj cylinderhat og træsko med sølvspænder. Når han i disse beklædninger kom tøffende på sin grå Ferguson-traktor gennem byen med en lille vogn med junger med vand - til de tøjrede dyr nede ved stranden, var der ingen øboer som vendte sig om for at kigge efter dette levende fortidslevn. Han var forlængst blevet en indgroet del af det daglige bybillede. Når man som udenøs person lod sig rundvise i landsbyen af ham, dvælede han en stund ud for hver enkelt gård. Med sammenknebne øjne og i rolig fremad gyngende bevægelser med overkroppen, gled han tilbage i fortiden, og begyndte på en messende måde at berette om pågældende gårds og families historie. Snart havde han ført nuværende ejere tilbage til 1700-tallets aner, og fortalte, hvordan han selv og andre var i familie med dem. Uoverensstemmelser mellem familier kunne have rod i gamle fejder mange slægtsled tilbage.  Lars Peter Nielsen i marken Lars Peter ofrede ikke meget på sig selv, og kosten bestod af det der kunne dyrkes i den økologiske bondehave, herunder dejlige safter af frugterne fra de store gamle træer, som morfaderen i tidernes morgen havde plantet, f.eks. det mægtige "Fynbo-pæretræ". Byggrød med tørrede høstblommer var den mest foretrukne ret. Til lægen kom han nærmest aldrig. Da han skulle til "fastlandet" for at opereres for brok, stak han en finger i halsen og brækkede al den fornemme mad, som man havde givet ham på hospitalet, op. Det var ikke noget for ham. Han pressede så resolut selv brokken på plads med en knytnæve, og tog med uforrettet sag hjem til byggrøden, høstblommerne og rugbrødet uden skorpe, som hans ene tand bedre kunne gøre fordøjeligt.  Økvæget på Oregaard Fjernsyn, som Lars Peter ikke selv var ejer af, mente han blot gjorde mennesker rodløse og kulrede. Ud over den store opgave med at holde det gamle Agersø-kvæg, i dets mange spraglede aftegn og farver, i live, samlede Lars Peter på gamle ting og klædedragter, som skulle udstilles på slægtsgården, "Kratgaarden", når han havde fået den sat istand til et lokalhistorisk museum. Imidlertid var der ikke den tilstrækkelige lokale opbakning til at projektet kunne lade sig realisere, og til sidst faldt stråtaget sammen over gården, som alt i alt havde udviklet sig til noget af en ruin. En dag ringede Lars Peter til Danmarks Husdyrpark, Oregaard på Fyn, og sagde til familien Benzon: - "Kan i gætte, hvor jeg er? - Jeg er på sygehuset - jeg har lige fået sat begge ben af, der gik koldbrand i dem. - Nu står der en betjent og vil have mig til at skrive under på, at mine kære kreaturer må slagtes. Vil i overtage dem, så Ø-kvæget ikke uddør?" Igennem længere tid havde Lars Peter tappert kæmpet for at få benene til at makke ret, så han kunne fodre og muge ud hos dyrene. Halmsnorer var bundet til støvlerne, så han med håndkraft kunne trække det træge bentøj frem, indtil han til sidst måtte opgive.  Økvæget fra Agersø til Oregaard Dagen efter Lars Peters triste meddelelse, rullede to kreaturbiler fra Fyn ombord på Agersøfærgen for at redde det kvæg, som ellers i dag kun kendes fra utallige guldaldermalerier. Takket være stor hjælp fra Søbogaard går disse lyslevende antikviteter rundt på Oregaards marker og får videnskabsmænd fra nær og fjern til at klø sig i nakken. Nogle kloge folk mener endda, at lavtydende økologiske ø-køers øko-mælk nok vil være ekstra sund - naturligvis forudsat at den hverken pasteuriseres eller homogeniseres. Foreløbig skal ø-køerne dog blot overleve og undersøges, inden det afgøres om dyrene kan bruges ideen ædle produktions tjeneste, eller blot skal være til pynt på historiske steder.
|