Vigtigt avlsredskab for bevaringsavlere
Gamle husdyrracer - gamle avlsmetoder

Forskeren Anet Spengler Neff holder her foredrag i Kullerup for en gruppe danske bevaringsavlere om stedbetinget avl.

Af Stig Benzon

Der synes lys forude for en del af Europas ældre husdyrracer. En række samarbejdende husdyrbrugsforskere i tysktalende lande finder det oplagt, at gamle stedbundne racer bliver fremtidens økologiske og biodynamiske husdyr.

Hvis man skal have økologisk husdyrhold til at fungere optimalt med høj dyresundhed og det ønskede lave medicinforbrug, er konklusionen hos de banebrydende forskere, at landmanden bør overveje at bryde med transnationale racer og gå tilbage til ældre lokalt tilpassede racer. Det er nemlig nødvendigt, at arvemassen er i optimal harmoni med det omgivende miljø, hvis den ønskede besætningssundhed skal opnås.

Nyere forskning, først og fremmest den epigenetiske *, viser at miljøets påvirkning af arvemassen har en langt større betydning, end generelt antaget blandt 1900-tallets forskere. De gamle racer karakteriseres af utallige generationers liv i begrænsede regioner, så de i sig selv besidder en høj grad af tilpasning til miljøet. Ydermere er de lokale racer normalt ikke så forædlede, som de moderne. Samlet set meget vigtige egenskaber for husdyr, som skal klare sig bedst muligt på øko-landbrugets præmisser.

Set ud fra en ren husdyrbevaringsvinkel er det ligeledes også ganske vigtigt, at det fremtidige avlsarbejde for gamle racer i videst mulig omfang foregår på betingelserne af det miljø, som de er rundet af – den såkaldte in situ avl. Og her er den økologiske driftsform med alsidige sædskifter og store græsandele den, som kommer tættest på tidligere tiders landbrugsdrift. FAO´s globale handlingsplan for bevaring af lokale husdyrracer fremhæver netop, at "in situ tiltag fremmer en fortsat co-evolution af forskellige miljøer og hindrer genetisk stagnation. In situ- tiltag bør fortrinsvis baseres på agroøkometoder."

*Epigenetik: Videregivelse af egenskaber til efterkommere, som ikke kan føres tilbage til DNA, men til en arvelig ændring af genregulationen og genekspressionen, som sættes i forbindelse med påvirkninger fra miljøet. Det vil sige af de processer som bestemmer, hvilke gener der aktiveres.

Avlen afstemmes individuelt gårdens miljø

Den nye retning af husdyrforskere, hvoriblandt kan nævnes den hollandske professor Ton Baares og Anet Spengler Neff, Schweiz, har særdeles megen fokus på miljøets betydning. Ikke alene går de pågældende forskere ind for ældre lokalt tilpassede racer, men går et betydeligt skridt videre til også at få dem tilpasset individuelle miljøer på besætningsniveau. Avlen afstemmes altså miljøet på den enkelte gård. Man ser i udpræget grad dyrenes arveanlæg som en slags erindringspotentiale fra deres forfædres miljømæssige påvirkninger. Dette erindringspotentiale forstærkes, hvis dyret forefinder de samme betingelser som dets forfædre har haft, så det bedre kan klare sig i det pågældende miljø. En grund til at miljøet på bedriften må forblive så stabilt som muligt. Ved en konsekvent familieavl opstår der i løbet af generationer en øget tilpasning, så besætningen hører mere og mere hjemme på gården.

For avlsmæssigt at indbefatte miljøpåvirkningerne, er det nødvendigt at tage ældre tiders avlsmetoder i brug. Det drejer sig om den ellers skrinlagte såkaldte stamme- eller familieavl, hvor opdrætteren udvælger tyre inden for egen besætning og i de kofamilier og på de køer, han anser for de bedste. Hovedvægten ved udvalget lægges således på hundyrsiden.

Professor Ton Baares bog hedder da også meget relevant, "Linienzucht mit Kuhfamilien – "Linjeavl med kofamilier".

ForskerenTon Baars har lavet en bog om økologisk kvægavl, som også kan bruges i forbindelse med andre husdyrarter.

Avl med kofamilier havde tidligere stor betydning.

Tidligere havde linjeavl med kofamilier- stammeavlen - også stor betydning inden for eliteopdrættet i Danmark. Hos f.eks. Rød Dansk Malkerace var de kendteste stammer: Ryslingestammen, Holelevstammen, Hellerupstammen, Bellingestammen, Lombjergestammen, Sanderumstammen, Tjustrupstammen, Gunderslevholmstammen, Dystedstammen, Ourupgaardstammen og Elkenørestammen. Omkring slutningen af 1800-tallet - begyndelsen af 1900-tallet, ændrer avlen imidlertid karakter fra lokal stammeavl til avl på landsplan efter enkelte tyrelinjer, der befordrede høj ydelse samt høj fedtprocent. Som en konsekvens heraf er stammeavlen stort set en saga blot i Danmark omkring 1910.

I Holland fortsatte stammeavlen imidlertid traditionen tro en rum tid endnu på fuld skrue. Således stammede det avlsmateriale af dengang verdens førende malkekvæg, Hollandsk Sortbroget Kvæg, som danskerne importerede i 1950´erne og 60´erne og herhjemme gik under navnet Sortbroget Dansk Malkeracer, fra gennemgående forholdsvis små hollandske gårdbesætninger med familieavl. Stamme- / familieavlen har altså vist sit værd, der hvor bønderne har besiddet den tilstrækkelige viden om avlens finesser. Det er dette avlshåndværk, som de pågældende forskere ser en fordel i, at vore dages økologiske bønder skal genvinde viden om. Derfor handler Ton Baares bog meget om en hollandsk opdrætter, Dirk Endendijk, som med stor succes er gået mod strømmen og er fortsat, ikke alene med den gamle hollandske race, men også med familieavl.

Her skal vi ikke gå ned i detaljerne fra bogen, men holde os til de overordnede linjer:

Avls- og bevaringsarbejdet med det gamle hollandske kvæg baseres i dag på et samarbejde mellem et beskedent antal forskellige avlsbedrifter, men med et righoldigt avlsmateriale af den ældre lokalt tilpassede race. De enkelte bedrifter rummer således flere ko- og tyrelinjer, holdt i nærmest lukkede avlssystemmer, hvor der kun udveksles få avlsdyr mellem de enkelte besætninger. På det overordnede raceplan giver de forskelligt prægede avlsstammer imidlertid en høj diversitet hos racen. En diversitet, som andre almindelige kvægholdere, uden for avls- og bevaringssystemet kan udnytte positivt i deres kvæghold ved at købe avlsdyr fra de pågældende avlsgårde.

Udbredelse af avl på besætningsniveau kan løse globalt problem

De pågældende økologiske husdyrforskere fastslår, at hvis dette avlssystem vinder udbredelse, vil biologisk mangfoldighed inden for racerne og arterne være sikret, og dermed vil et truende globalt problem være løst.

Når bønder avler med et sådant system, bestemmer de atter selv egenskaber og brugsværdier hos de fremavlede dyr. Man skelner således mellem egentlige avlere og husdyrholdere. Man erkender, at ikke alle landmænd har interesse eller evner for avlsarbejdet, og at disse mere passivt må indskrænke sig til at benytte udbuddet af frossen sæd til insemination. Bestræbelserne går på at få så mange, som muligt interesserede i et egentligt avlsarbejde efter her nævnte metode.

Avlen afstemmes efter de specifikke biotiske (levende) og abiotiske (livløse) faktorer på biotopen / gården. En afstemning af genotype og specifikke omgivelsesbetingelser er kun mulig med stedorienteret plante- og dyreavl gennem selektion over generationer, sådan som det netop tidligere var kendetegnende for avlen med de gamle landracer og landsorter.

Besætningens særpræg og livskraft udvikler sig ofte stærkere jo mere lukket avlen holdes og jo mere lukket gårdens stofkredsløb er, f.eks. mht. gødning. En vel udført bedriftsindividuel avl nedsætter sygdomsfrekvensen i besætningen, fordi dyrenes arvemasse er tilpasset miljøet.

Hvis sperma eller bedækningstyre fra fremmede bedrifter hvert år indsættes, vil det være umuligt at afstemme genotype og omgivelser efter hinanden.

Basisavlscentre anvender ca. 1 avlstyr pr. 10 stk. køer, og anvender oftest egne tyre, som giver en bedriftsindividuel prægning.

Der arbejdes med lukket stambog for racen.

Frygter ikke indavlsproblemer

Trods ofte tæt slægtskab indbyrdes mellem dyrene, frygter man ikke for indavlsproblemer. Med et veludført avlsarbejde, baseret på vitale dyr, hvor man nøje har kendskab til generationerne fem – seks generationer tilbage, og hvor der ikke har været observeret nævneværdige problemer, skulle der normalt heller ikke opstå avlskatastrofer. Tommelfingerreglen for avlsarbejdet er enkel, og går ud på, at de samme ophavsdyr ikke må optræde i de to foregående slægtled. Dermed holdes indavlsniveauet på et moderat niveau.

Anet Spengler Neff nævner i øvrigt, at igangværende forskning (FIBL, Schweiz) viser, at kvæg er mere indavlstolerant end man normalt antager.

Ved start af basisavlscentre indsamles et bredt spekter af egenskaber til besætningen gennem sikring af forskellige ko- og tyrelinjer. Tyre efter køer med lang livsydelse er særligt vigtige! – Lang livsydelse er nemlig forbundet med betydelig vitalitet.

I det efterfølgende avlsarbejde sker en kontinuerlig eliminering af dårlige anlæg, mens gode anlæg fremmes.

De gode egenskaber fremmes gennem brug af et udvalg af tyre efter besætningens bedste køer. Så vidt muligt opretholdes også de knapt så gode kolinjer gennem såkaldt kompensationsavl, hvilket vil sige anvendelse af tyre med stærke egenskaber på de punkter, hvor køerne har svage sider. Eksempelvis tyr med disposition for gode klove på køer med svage klove.

Opformeringen af gode egenskaber medfører tæt slægtskabsavl. I praksis holdes indavlsprocenten imidlertid normalt lavere, end hos de kommercielle avlsorganisationers verdensracer.

Beskedent indkøb af avlsdyr udefra.

Indkøb af dyr fra andre renavlede stammer af samme race sker dog i ny og næ, men vel at mærke kun hvis der er specielle gode egenskaber at finde i avlsdyr udefra, der ikke allerede er repræsenterede i egen besætning.

Ofte sker tilgang af avlsmateriale udefra gennem tilkøb af en ko (såkaldt cytoplasmatisk avl (koens ægcelle)), man så parer med egen tyr. De eventuelt eftertragtelsesværdige egenskaber, man mangler hos køerne i egen besætning skal nemlig søges hos køer i andre besætninger. Noget tyder på, at de cytoplasmatisk betingede heritabiliteter – arvelighed af målbare egenskaber i den maternelle / hunlige arv – er væsentlig højere for især frugtbarheds- og livsparametre end i de heritabiliteter, som kan føres tilbage til kernegenomet i den paternelle / hanlige arv (ESSL, 1997).

Først efter et par generationers avl på basis af den indkøbte ko, udtages en avlstyr til brug i en større del af besætningen. Herved sikres, at de udefra kommende anlæg ikke kommer til at dominere avlsarbejdet på en måde, som skaber for megen ubalance i gårdens miljøtilpassede avl. Hver gang man tilkøber, må man indstille sig på at der ikke kun er gevinst derved, men at en ny udskillelsesproces af uønskede egenskaber må påbegyndes, mens man forsøger at fæstne de gode egenskaber.

Tyrene i avlsforeningernes kataloger, avler ofte i praksis i den enkelte besætning, helt anderledes end beskrevet. Resultaterne afhænger nemlig meget af køerne i de enkelte besætninger.

Avlsmålet er, at skabe gode brugsbesætninger med god grovfoderudnyttelse, harmonisk kropsbygning og ikke mindst lang livsydelse. Ydelsen holdes på et moderat niveau, da de meget høje ydelser sker på bekostning af livskraft og andre positive parametre.

Hornene bibeholdes, da det er det naturlige for kreaturer at have horn, og deres tilstedeværelse er forbundet med livskraft.

Der er i virkeligheden ikke meget nyt under solen. Det intelligente består i, at man formår at se tingene i helhedssammenhænge, hvor gamle racer, miljø og økologi spiller sammen.